Stay Home

Foredraget i Videnskabernes Selskab kan ses her.

Anna, Pernille, Mahmmod og Matilde har delt erfaringer fra deres hjem under corona med os. De har fortalt os om både nye udfordringer, vaner og indsigter, de vi fik under pandemien. Læs med om hvordan hverdagen som gymnasieelev under corona har set ud for nogle.

Hvad betyder hjem for dig?

Sådan lyder det første spørgsmål. Hjem betyder ikke det samme for alle, men her er, hvad det betyder for hver af de fire unge.

For Pernille er hjemmet både fysisk og socialt:

”Mit hjem er blandt andet mit hus og mine trygge rammer. Lige nu bor jeg hos mine forældre og føler tryghed hos dem, og de er derfor også mit hjem. Jeg er dog sikker på, at når jeg en dag flytter hjemmefra, vil jeg finde et nyt og trygt sted at bo, som jeg vil kunne kalde hjem, selvom jeg ikke er i min families selskab.”

For Anna har både familiens tilstedeværelse og muligheden for at være sig selv betydning for oplevelsen af hjem:

”For mig er hjem flere forskellige ting. Der er det fysiske hjem, hvor man bor til hverdag. I mit tilfælde er det sammen med min familie og mine katte. Men det er også det ’emotionelle’ hjem: et sted hvor man føler sig hjemme. Min bedste folkeskolevenindes hjem føltes også som mit hjem.

Hjemme hos mig er hele familien sjældent samlet. Vi er en svingdørsfamilie, som alle har forskellige ting at se til og holde styr på. Derfor er hjemmet for mig ikke et sted, hvor man nødvendigvis spiser alle måltider sammen, men hvor vi i stedet er opmærksomme på hinanden ved at give et kram, inden man går ud af døren eller ved at hænge vasketøj op sammen et par gange om ugen. Så for mig betyder hjem både et sted, hvor der er plads til at være sig selv og hvor vi i familien tager tid til hinanden.”

Mahmmod ser hjemmet som et fristed:

”For mig er et hjem et sted, hvor man kan være sig selv og man føler sig tryg. Det er et sted, hvor jeg føler mig fri fra andres mening, da jeg har kontrol over omgivelserne og min egen tilstedeværelse. Jeg oplever også, at hjemmet kan være det sted, hvor jeg udfolder min kreative side gennem skolearbejde eller hobbyer.”

Også for Matilde spiller selvstændigheden og muligheden for at udfolde sig personligt og kreativitet  en central rolle for oplevelsen af hjem. Hvor Anna betoner familiens støtte, lægger Matilde vægt på uforstyrrethed:

”Et hjem for mig, er et sted, hvor jeg kan trække mig tilbage. For at være ærlig, føles mit fysiske hjem ikke altid som et hjem. Mit værelse har altid været et sted, jeg godt kunne lide at være, men under corona ændrede dette sig lidt. Et hjem for mig er et sted, der afspejler mine kreative tanker, og hvor jeg kan udfolde mig alene. Jeg har altid gjort meget ud af at gøre mit værelse personligt, så det føles hjemligt.

Et hjem for mig er nok et sted, hvor jeg kan være alene og ikke bliver forstyrret. Det er der, jeg føler mig mest hjemme – sørgeligt som det lyder – i mit eget selskab.”

For mange forbindes hjem med tryghed og familie, mens det for andre er muligheden for at være alene og have privatliv, der er det særligt vigtige ved hjemmet. Nye funktioner og vaner i hjemmet under coronakrisen kan for nogle have udfordret idealet om tryghed og privatliv – eller måske for andre givet bedre mulighed og tid til netop tryghed og familieliv.

”Den væg, der var imellem os, var nærmest blevet papirstynd”

For de fire gymnasieelever er det at kunne være sig selv og udfolde sig personligt og kreativt ret væsentligt i deres forståelse og oplevelse af hjem. Det at kunne og turde at udfolde sig kræver både trygge rammer og mulighed for privatliv, hvilket for nogle af gymnasieeleverne blev udfordret under corona.

Pernille beskriver sin oplevelse af at være hjemme under corona således:

”Under corona følte jeg, at jeg fik mindre privatliv. Min far arbejdede hjemmefra, og hans kontor ligger klos op ad mit værelse. Jeg kunne høre alt, hvad der foregik på kontoret. Det fik mig til at tænke over, hvor meget han kunne høre fra mit værelse. Nu tænker jeg langt mere over, hvor højt vi snakker, når jeg har veninder på besøg. Jeg synes det er ærgerligt, at jeg føler, jeg skal være forsigtig i forhold til, hvad mine veninder og jeg snakker om på mit eget værelse.”

Også Matilde oplevede mangel på privatliv hjemme under corona:

”En normal skoledag for mig begyndte, når min far startede sit onlinemøde i rummet ved siden af mit værelse. I den første nedlukning vågnede jeg til lyden af min fars kollegaer, da min far ikke havde høretelefoner på. Derefter stod jeg op, prøvede at holde mine rutiner med en kop kaffe, morgenmad og normalt tøj. Så satte jeg mig foran computeren og ventede på, at Teams skulle starte op. Mens jeg havde lyden af min lærer i mit headset, hørte jeg min far inde ved siden af, der også havde møde. Den væg, der var imellem os, var nærmest blevet papirstynd. Min far talte altid meget højstemt til møderne, og så sad han altid og trippede med sin fod.

Selv når min far og jeg var i hver vores ende af huset, føltes det som om, at vi gik klos op og ned af hinanden. Vi indførte forskellige tidspunkter at spise på, fordi jeg ikke kunne lide at være i rum med ham. Det gav et logistisk besvær, men det kunne jeg abstrahere fra. Selv da min far begyndte at bruge høretelefoner til sine møder, kunne jeg stadig høre den konstante vibration fra benet, højttalende stemme og lydene af ham hoste og pudse næse. Det var som om, jeg aldrig havde et minuts stilhed. Jeg begyndte at blive oppe til sent om aftenen, så jeg kunne få noget tid for mig selv. Jeg gik også lange ture langs fjorden, men det var altid det værste at være hjemme.”

Både Pernille og Matilde oplever under corona, at være fysisk meget tæt på deres fædre, der arbejder hjemmefra, hvilket kan føles som en indgriben i deres privatliv og tid til dem selv. Når de fysiske rammer ikke tilbyder de bedste muligheder for privatliv, kan man forsøge at skabe privatliv på andre måder. Matilde forsøgte under corona at få alene-tid ved at spise på andre tidspunkter end sin far, blive sent oppe om aftenen og gå ture udendørs.

”Jeg havde det ofte så dårligt, at jeg ikke kunne være med i timerne”

Selvom de fire gymnasieelever sætter pris på privatliv og savnede det i hjemmet under corona, var det også udfordrende for flere af dem at være meget alene og isoleret. At føle sig ensom og isoleret kan påvirke det mentale helbred og overskud, hvilket Pernille oplevede under corona. Selvom hun blev forstyrret af sin far og længtes efter privatliv, fandt hun også trøst i at have sin far hjemme i en svær tid:

”Det betød meget for mig at min far var hjemme. Jeg blev sendt hjem for første gang i 1.g, da vi lige var kommet ud i vores nye klasser. Derfor kendte jeg ikke mine klassekammerater, og synes det var lidt svært at snakke med dem, når vi blev sat i Teams-grupper. Jeg følte mig meget ensom til at begynde med og endte også i en dyb depression. Her havde jeg rigtig meget støtte fra min far og min daværende kæreste, der brugte meget tid hos mig på dette tidspunkt. På den måde var det meget rart at have nogle herhjemme hele tiden.

Jeg har altid været en udadvendt og smilende pige, men jeg følte at det hele forsvandt under corona, da jeg ikke havde nogle at tale med. Jeg havde det ofte så dårligt, at jeg ikke kunne være med i timerne, selvom det ikke krævede mere end et tryk på en knap. ”

Nedlukningen påvirkede også Matilde psykisk. Udfordringer, hun havde i forvejen, blev sat i nyt perspektiv, da hverdagen ændrede sig:

”Nedlukningsperioden påvirkede mig psykisk, og jeg var meget presset. Efter lang tid hos en psykolog, blev jeg diagnosticeret med Aspergers i anden nedlukning i 2020. Når man får en diagnose, følger der ofte også selvindsigt med. Jeg kunne nu se tilbage på mine oplevelser under nedlukningen og genkende symptomer på min diagnose. Min sensitivitet over for lyde gav pludselig bedre mening for mig. Det, der er svage lyde for andre, kan være larm for mig, og det kan påvirke min evne til at fokusere. Det hus, jeg boede i under nedlukningen, virkede så småt, fordi jeg hele tiden kunne høre lyde.”

For Anna var det ambivalent at være meget alene. På den ene side passede det deres introverte side, men på den anden side var det udfordrende:

”Jeg blev meget isoleret derhjemme. Mange i min familie, inklusiv mig selv, er kronisk syge, og vi selvisolerede derfor i lang tid. På grund af mit dårlige mentale helbred, blev jeg på mit værelse det meste af tiden og var sjældent sammen med min familie derhjemme. Det var hårdt.

Jeg er introvert og har social angst, og derfor var lockdown dejligt, for jeg skulle sjældent møde nye mennesker eller være sammen med mange på én gang, hvilket jeg normalt kan have svært ved. Jeg var hele tiden i min komfortzone, men derfor voksede min angst sig stor, uden at jeg opdagede det, og det blev hårdere og hårdere at se folk.”

Coronanedlukningen var udfordrende for Annas, Matildes og Pernilles mentale helbred. Den ændrede hverdag forstærkede allerede eksisterende udfordringer og skabte nye. Anna og Pernille fortæller begge om, hvordan de har det i dag, hvor vi ikke længere har coronarestriktioner i Danmark.

Anna fortæller: ”Jeg er begyndt at lytte mere til mig selv. Hvis jeg har energi til det, tilbringer jeg tid med min familie, og hvis ikke trækker jeg mig ind på mit værelse. Jeg prøver at finde en sund balance, så jeg ikke overanstrenger mig mentalt, men jeg heller ikke trækker mig unødvendigt væk og får det værre mentalt.”

For Pernille ser hverdagen heldigvis også anderledes ud i dag:

”Jeg er blevet meget mere social. Jeg havde næsten ikke nogle venner i 1.g under nedlukningen. Vi har et rigtig godt fællesskab i min klasse. Modsat under corona, deltager jeg altid aktivt i både gruppearbejde og hyggesnak. Jeg kommer også altid til sociale arrangementer, og jeg føler, jeg er kommet godt tilbage til at være den udadvendte smilende pige, jeg var før corona.”

”Corona gjorde mit hjem til en skole”

Når en masse aktiviteter, der før corona foregik uden for hjemmet, pludselig rykker ind i hjemmet, kan det være nødvendigt at nytænke hjemmets rum og indretning. For gymnasieelever var coronanedlukning lig med online-undervisning hjemmefra – noget ikke alle nødvendigvis har faciliteterne til.

Mahmmod opdagede, at hans værelse ikke var optimalt udstyret til online-undervisning:

”Under corona fandt jeg hurtig ud af, at et gammelt skrivebord og en slidt kontorstol ikke var det optimale til 6-7 timer daglig online-undervisning. Derfor valgte jeg at investere i et nyt set-up, der blev et form for hjemmekontor. Det, oplevede jeg, var med til at gøre skoledagen komfortabel foran skærmen.”

Da skolen rykkede ind i hjemmet, betød det for nogle af gymnasieeleverne, at skole og fritid flød sammen. Da blev det nødvendigt for Mahmmod at lave nogle andre overgange eller skift i hverdagen:

”Under corona blev mit hjem en form for arbejdsplads. Jeg gik i 2.g, som for mange elever kan være en hård periode i gymnasiet. Onlineundervisningen ændrede måden, jeg oplevede mit hjem, da fritid og skole flød sammen. Corona gjorde mit hjem til en ’skole’. Derfor søgte jeg meget væk fra hjemmet. Det var en svær tid. Især da jeg ikke kunne være sammen med mine venner. Jeg begyndte at gå ture og være aktiv udenfor. Disse aktiviteter anså jeg til sidst som et hjem, da jeg bare ventede på at få mulighed for at gå en tur. Før corona var det en lettelse for mig at komme væk fra skolen, men under corona var det at komme væk fra hjemmet en lettelse.”

Også Matilde fandt på nye måde at adskille skole og fritid:

”Fordi skole og fritid smeltede sammen, måtte jeg finde på metoder til at løfte mig selv gennem skolen og adskille arbejde og fritid. Jeg har især brugt lys til at sætte mig selv i ”arbejdsmode”. Når jeg ikke kunne ændre min fysiske lokation, kunne jeg bruge lys til at skabe et rum eller en stemning i rummet.

Under corona fandt jeg også steder i min by, hvor jeg følte mig friere og mere hjemme end derhjemme. Jeg sad ofte på havnen eller nede ved fjorden, hvor jeg fandt en særlig lille plet under nogle træer. Det var et frirum, der gav mig følelsen af et hjem.”

Når bevægelser væk fra hjemmet – til skole, arbejde eller besøg hos venner – ikke længere var en mulighed under corona, kunne aktiviteter i hverdagen flyde sammen. Både Mahmmod og Matilde oplevede, at de havde brug for nogle skift mellem aktiviteter i hverdagen. Disse skift fik de i stedet ved at bruge deres hjem på nye måder eller ved at bruge udendørsområder.

Hjemmet i nyt perspektiv

Coronakrisen har uden tvivl påvirket vores hverdag i hjemmet. For nogle har det betydet hjemmearbejde og hjemmeskole, andre skulle fortsat skullet på arbejde uden for hjemmet og skulle derfor tage særlige forholdsregler for at undgå smitte. For nogle har pandemien betydet mere tid med familien, men samtidig dårligere muligheder for privatliv, og for andre har den bragt ensomhed og isolation. Vores hjem og vores forudsætninger har haft betydning for, hvordan vi har kunne håndtere coronakrisen og den ændrede hverdag mental, fysisk og praktisk. Når vi deler vores oplevelser, kan vi både spejle os i hinanden og se vores egne oplevelser i et nyt perspektiv. Corona har på godt og ondt sat vores hverdag og hjem i et nyt perspektiv, da vi ikke bare kunne gøre, som vi plejer, og ikke alle havde forudsætningerne for en tryg og meningsfuld hverdag. Nogle oplevede ligefrem, at da skolen og arbejdet rykkede ind i hjemmet, følte de sig mere hjemme andre steder.

Vi siger mange tak til Anna, Pernille, Mahmmod og Matilde for at dele deres oplevelser med os. Deres erfaringer giver os et blik ind bag statistikkerne om hjemmeskole, trivsel og onlinefællesskaber under corona, mens de understøtter vores forståelse af hjemmet som et sted, et begreb og en erfaring, der på én gang er universel og individuel fra menneske til menneske.