Redaktørskifte på STAY HOME
STAY HOME har været i transit de seneste to uger: Fra én redaktør til en ny. Det er et vigtigt skift for projektet, for redaktøren står ikke blot for at drive hjemmesiden her og lave anden ekstern kommunikation. Siden projektets begyndelse er stillingen også vokset til at blive et vigtigt organ både i projektets infrastruktur og i at holde styr på trådene i vores samarbejder med Nationalmuséet, IT-Universitetet, Lockdown Reading m.fl.
Den afgående redaktør, Niels Nykrog, begynder på mandag et ph.d.-projekt ved Afdeling for Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvor han skal forske i følelser og lidenskab i europæiske martyrdramaer.
Fremover sidder Emma Klakk på redaktørstolen ved projektet. Emma er sociolog og har tidligere bl.a. arbejdet tværfagligt hos iCourts på Det Juridiske Fakultet og med kommunikation og brugerinddragelse i Vestre Fængsel. Derudover er hun allerede godt rustet til opgaverne, for hun og Niels har siden d. 15. januar – med behørig afstand – arbejdet sammen om projektets retning i det kommende semester. Denne to-personers smitteboble har været et lyspunkt i en vinter, der ellers står på soloarbejde.
Niels sender her et stort tak til hele STAY HOME-holdet og vores partnerprojekter for et fantastisk givende og lærerigt samarbejde det sidste halve år. Han ønsker sig et gensyn med løftet glas, når Danmark forhåbentligt åbner op til foråret.