Stay Home

Som Co-PI understøtter Karen fagligheden inden for historiefaget og bidrager til samspillet med de andre fagligheder i STAY HOME som tværfagligt projekt. Desuden er hun vejleder for ph.d.-studerende Katrine Rønsig Larsen og sikrer det faglige miljø omkring Katrines forskningsprojekt.

Først ville jeg høre, om du kunne fortælle lidt om dig selv og din forskning?

”Jeg er historiker på Københavns Universitet og forsker i følelseshistorie og erfaringshistorie. Inden for disse forskningsgrene forsøger jeg at komme tæt på, hvordan mennesker har erfaret forskellige situationer og relationer i fortiden. Særligt fokuserer jeg på familiens historie: familien som institution, ideologi og praksis. Herunder ikke mindst på familiens vrangsider, alt det mørke, alt det vi gerne vil skjule, alt det som ikke tager sig godt ud i offentligheden. Jeg undersøger, hvordan juridiske rammer, sociale strukturer, økonomiske forhold, sociale normer, politiske dynamikker osv. har været med til at forme, hvordan familien fungerer, hvordan hierarkier internt i familien er blevet formet, og hvad det har betydet at leve under disse skiftende forhold i konkrete familier gennem tiden. Så jeg har forsket i f.eks. skilsmisse og familiehemmeligheder, om barndom og opdragelse, og senest er jeg begyndt at interessere mig for vold i familien. Forskellige former for vold og hvordan vores forestillinger om vold har forandret sig gennem tiden: hvad vi opfatter som vold, hvad der er legitimt og acceptabelt, og hvordan tærskler for social acceptabel adfærd forandrer sig, og hvad det betyder for de mennesker, der har levet i voldelige forhold.”

Hvilket projekt arbejder du på lige nu?

”Jeg er forskningsleder på et projekt, der hedder The Politics of Family Secrecy, som netop handler om familiehemmelighedernes politik i den danske velfærdsstat. Hvor der ud over mig er en ph.d., en postdoc og en seniorforsker, der forsker i forskellige typer tabuer, som familier eller familiemedlemmer har hemmeligholdt. Vi undersøger de videnspraksisser, som har været forbundet med forskellige tabuer i forskellige familier gennem tiden, og hvordan de knytter sig til offentlige institutioner, lovgivning og samfundsnormer.

En vigtig del af projektet handler om historisk forskningsetik. Vores antagelse er, at vi træffer valg i forskningsprocessen, der har etiske implikationer, lige fra vi stiller et spørgsmål, indkredser et materiale, vælger metoder og konstruerer narrativer eller argumenter. Alt, hvad vi gør i de her processer, har betydning for, hvordan vore resultater præger vores samtid – og dermed også vores fremtid. Forskningsetiske spørgsmål er særligt presserende, når man arbejder med familiehemmeligheder og graver i noget, som folk egentlig gerne har ville skjule. Hvornår er det acceptabelt at forsøge at dokumentere og eksponere det, de har villet hemmeligholde? På den anden side, hvis der for eksempel er tale om vold, som er blevet hemmeligholdt, har vi så i virkeligheden også forpligtelse til at prøve at vise, de erfaringer i historien? Hemmeligholdelse kan være i nogles interesse, mens det kan være undertrykkende for andre. Familievold er typisk blevet usynliggjort også inden for historiografien. Det er ikke noget, der er blevet forsket særlig meget i, selvom vold i hjemmet har været en erfaring for rigtig mange mennesker i de fleste historiske samfund. Hvornår kalder vi noget for vold? Hvilke kategorier anvender vi? Hvilke metoder bruger vi til at vise det? Hvis man for eksempel, ligesom jeg har gjort, laver et projekt om skilsmisse, og det viser sig at rigtig mange af skilsmissesagerne handler om vold, kan jeg så tillade mig slet ikke at gøre det til en tematik?

Pointen er, at vi som historikere hele tiden træffer valg, som er med til at synliggøre nogle ting og usynliggøre andre, og samtidig lærer vi et nutidigt publikum at forholde sig kritisk til nogle problematikker eller giver dem nogle redskaber til at håndtere nogle problematikker i nutiden gennem de her historiske fortællinger. Så der er rigtig mange måder, hvorpå etik faktisk spiller en rolle i historiefaglig forskning. Det er der ikke specielt mange historikere, der har beskæftiget sig med indtil nu. I vores projekt prøver vi derfor at udvikle nogle redskaber, historikere kan bruge til at reflektere mere systematisk over etiske problematikker.”

Du er også en del af STAY HOME. Ud fra din faglighed, hvad er så det interessante ved STAY HOME?

”Først og fremmest er det meget inspirerende og interessant, at projektet er så tværfagligt. Det her med at se på et objekt fra fire meget forskellige perspektiver, og flere endda, kan vise, at hjemmet i mere end en forstand er et konstrueret objekt. Hjemmet er formet af sociale og historiske processer, af arkitektoniske rammer, af teknologiske forandringer osv. Det bliver meget tydeligt, når man diskuterer med en arkitekt, en teolog eller en antropolog, at vi opfatter det her objekt på forskellige men overlappende måder. Disse møder kan også føde ind i ens egen tænkning: hvordan kan jeg låne nogle af deres perspektiver? hvordan kan jeg bruge dem i min egen forskning? Så det tværfaglige er ekstremt interessant.

Noget af det, jeg tænkte meget på, da første nedlukning blev meldt ud, var alle de hjem, hvor det bare ikke er sjovt at være, og hvor det ikke er hyggeligt. Hjem hvor det i hvert fald er ambivalent at være. Det er det meget ofte i hjem, der er præget af misbrug, mishandling eller vold. Der kan også være fine og gode ting i disse hjem, men det kan også slå over i ubehageligt og utrygt, og derfor er der ofte et latent ubehag.

Jeg havde min opmærksomhed på de hjem, hvor det er ubehageligt for både børn og voksne at være, og på hvad den her nedlukning ville betyde for de mennesker, som var fanget i denne type hjem. Ikke mindst for de børn, som måske kun lige overlever at blive i deres familie, fordi de under normale omstændigheder har en pause hver dag, hvor de kommer væk hjemmefra, ser nogle andre mennesker og omgås nogle voksne, som har blik for deres trivsel. Derfor gav det meget mening for mig at tænke over, hvordan vi kan undersøge det, der sker i disse hjem, når de pludselig ændrer karakter, som de gør, når alle hjemmets beboere skal være sammen konstant inden for hjemmets fire vægge. Hvad siger de forhold, som vi bliver lukket inde under om hjemmet som institution, som sted, som ide? Hvad bliver tydeligt med hensyn til de ofte meget ulige forhold, vi har til hjemmet og ulige muligheder for at gøre hjem på forskellige måder? Det, tænker jeg, er virkelig vigtigt at få kastet lys over. Så derfor er jeg rigtig glad for, at vi fik lejlighed til at sætte fokus på det gennem STAY HOME-projektet.

I en vis forstand, kan man sige, at Katrines ph.d.-projekt om vold i hjemmet, som jeg vejleder, ser hjemmet som en ramme for nogle familiepraksisser, men vi kan jo lære rigtig meget af at tale med forskere, der har forstand på de arkitektoniske, teknologiske og eksistentielle dimensioner af hjemmet. Gennem de her tværfaglige udvekslinger kan vi blive opmærksomme på, hvordan hjemmets indre materielle strukturer har haft betydning for de familierelationer, der udspiller sig i det. Vi får adgang til nogle perspektiver, som vi ikke ville have fået med, hvis projektet ikke havde været så genuint tværfagligt, som det er.”

Du har allerede været lidt inde på det, men set fra dit faglige perspektiv og interesse, hvordan har coronakrisen så påvirket hjemmet eller livet i hjemmet?

”Jeg tror ikke, man kan sige, at den har påvirket hjemmet på én måde. For nogle familier har nedlukningen givet en anden ro, end de normalt oplever. En undersøgelse har fx vist, at der var mindre stress i ressourcestærke familier. Der er også mange børn, der sikkert har haft gavn af at være mere sammen med deres familier. Så i nogle hjem har nedlukningen været en gave. Men coronakrisen ramte skævt og forstærkede på mange måde de uligheder, der er med hensyn til økonomi og boligforhold, som eksisterede i for vejen. I nogle hjem har det betydet frygt for at miste job eller reelt at have mistet job og indtægt. Nogle lever under ringe boligforhold. Nogle familier er præget af konflikt og vold. Der er også kønnede strukturer, der bliver forstærket. Kvinder står generelt for en større del af arbejdet i hjemmet end mænd, og nogle undersøgelser peger på, at denne ulighed blev forstærket, da vi blev lukket inde i hjemmet, og der bliver mere arbejde derhjemme. Så man kan sige, at de ulighedsstrukturer, som findes både internt i hjemmet og på tværs af samfundet mellem forskellige familier formentlig bliver både tydeligere og forstærket under coronakrisen.”

Hvordan kan man historisk undersøge hjemmet under coronakrisen – altså noget, der sker lige nu?

”Jamen, det er også en kæmpe udfordring, hvordan gør man egentlig det? For vi er som historikere trænet i at grave i arkiver og læse gamle publikationer osv., så hvordan gør man det? Jeg tror, at en af de ting, som historiefaget generelt kan bidrage med til nutiden, er at historisere og vise, at nogle af de måder at være i hjemmet på og nogle af de måder at forstå hjemmet på, som vi tager for givne i dag, er historisk specifikke og kulturelt formede, og at de også kan forandre sig igen.

I Katrines og min del af STAY HOME-projektet handler det om vold og om at undersøge, hvordan vores forventninger til, hvordan man er sammen i hjemmet, forandrer sig over tid. Det, der opfattes som naturligt, acceptabelt eller rimeligt i dag, det kan have set helt anderledes ud før i tiden. Så vores opgave er både at se på, hvad sker der lige netop nu i hjemmet under corona, men også sætte det i perspektiv i forhold til, hvordan hjemmet har forandret sig over tid. Det kan måske også gøre os klogere på, ikke nødvendigvis hvor vi er på vej hen, men give os en åbenhed over for andre måder at forstå og være i hjemmet på i dag.”

Så har jeg lige et sidste spørgsmål: hvordan har du selv oplevet det at skulle være meget hjemme under corona?

”Det har da været ambivalent. For på den ene side var det da dejligt at være hjemme med sin familie. Jeg er heldig, at jeg bor under gode forhold og tæt til grønne arealer og har ikke umiddelbart været bange for at miste mit job, men der har da helt klart også været frustrationer forbundet med ikke at kunne komme ud og gøre alle de ting, jeg gerne ville uden for hjemmet sammen med andre end de allernærmeste.”