Stay Home

Vil du ikke starte med at fortælle om dig selv og din baggrund som forsker?

Jeg har en bachelor og en kandidat i Historie fra Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet. Som studerende har jeg igennem fire år arbejdet ved to forskellige forskningsprojekter, ét om skilsmissens historie og ét om familiehemmeligheder. Begge projekter under ledelse af Karen Vallgårda, som også vejleder på mit nuværende ph.d.-projekt. Igennem mine studier og mit arbejde har jeg specialiseret mig i moderne kulturhistorie med fokus på familiehistorie og følelsernes historie.

Det er de forskningsinteresser, du skal arbejde videre med ved STAY HOME?

Ja, jeg er tilknyttet projektet som familiehistoriker. Min rolle bliver at undersøge vold i familien under coronakrisen. Med samfundets nedlukning i marts så vi en stigning i henvendelser til krisecentre, til telefonlinjer for voldsramte kvinder, til Børnetelefonen og til Ungdommens Røde Kors, så vi har en velbegrundet mistanke om, at der sket en stigning af vold i hjemmet. Ikke mindst fordi billedet af de danske forhold under lockdown spejler sig i andre samfund verden over. Mistanken om vold i hjemmet følger jeg som familiehistoriker i et håb om at få indblik i de kulturelle og sociale dynamikker, der påvirker voldelige konflikter i hjemmet.

Er det almindeligt som historiker at forske i sin samtid? Hvordan gør man det?

Nej, det er ikke helt almindeligt, men man kan sige, at samtiden altid spiller ind i historieforskningen. For historikere skriver jo med udgangspunkt i nutiden, og vi bruger hele tiden historien til at forstå vores egen samtid. Ved at studere fortiden kan vi udfordre mange af de ting, som vi tager givet ved vores samfund og vores kultur. I mit projekt skal jeg indsamle beretninger om konflikter og vold i hjemmet under coronakrisen, og de beretninger vil jeg sammenholde med lignende kilder for 50 år siden. Hvordan erfarede kvinder vold i familien dengang, og opfattede man konflikterne anderledes end i dag?

I den ramme får man en klarere fornemmelse for de særegne forhold, coronakrisen har skabt for de danske familier. Både hvad angår livet i hjemmet, men også hvad angår familiernes omgang med det større samfund. Historien sætter en parallel op, der gør det muligt at se på, hvordan coronakrisen på sin egne måder har været med til at påvirke konflikter i familien.

Du nævnte før, at du har arbejdet med følelsernes historie. Hvordan går du som historiker til et uhåndgribeligt fænomen som følelser?

Som historikere betragter vi følelserne som et historisk foranderligt fænomen. Dem der levede i 1800-tallet oplevede følelser som noget andet, end vi gør i dag. Én måde at undersøge de forandringer er at kigge på følelsesnormer og følelsesforståelser: Hvilke mere eller mindre uskrevne regler har der været for, hvordan man kan udtrykke sine følelser? Hvilke følelser har været gode, og hvilke har været farlige? Hvordan har man været forventet at regulere sit indre følelsesliv? Hvad har man i det hele taget forstået ved følelser? Ud fra de spørgsmål kan man så give en analyse af, hvordan man har opfattet, udtrykt og erfaret sine følelser i en historiske periode.

Du nævnte at du ville sammenligne den danske familie i dag med den for halvtreds år siden. Ser man her en forskel i følelsesnormer?

Det mener jeg bestemt. Der sker hele tiden forandringer og skift i vores følelsesnormer, nogle større end andre.  Overordnet taler man om, at vi i dag i højere grad end tidligere forstår familierelationer igennem følelserne. Idealet for familien i Danmark i dag er tæt knyttet til kærlighed, tryghed og nærvær, og i mindre grad fokuseret på sikring af det materielt fornødne, som tidligere har spillet en vigtig rolle.

Kampen for større ligestilling i de sidste halvtreds år har samtidig medvirket til at normerne for mænd og kvinder har nærmet sig hinanden mere end tidligere. Vi forventer både af far og af mor, at de er følelsesmæssigt tæt knyttede til familien, men også at begge tager forsørgerrollen på sig og er med til at tage sig af husholdningens daglige arbejde. Men de nye normer viser sig meget forskelligt i forskellige dele af samfundet.

Derudover må man sige, at en familie i dag kan betegne langt flere forskellige sociale konstellationer end tidligere. En enlig mor med børn, et barn med mere end to forældre, begge dele ville mange i dag kalde familier, og det hænger nok også sammen med den her opblødning af normerne for, hvad en kernefamilie er.

Hvordan har du det med at skulle arbejde tværfagligt med teologer, arkitekter og teknologisociologer på STAY HOME?

Det glæder jeg mig virkelig til. Som historikere er vi vant til at låne meget fra andre humanistiske og samfundsfaglige videnskaber, og jeg fornemmer allerede nu mange overlap mellem de spørgsmål og udfordringer, som jeg og de andre forskere fra STAY HOME arbejder med i vores materiale. F.eks. er det spændende at lade sig inspirere af, hvordan spørgsmål om menneskelige erfaringer og følelser undersøges i andre felter end mit eget.

Hvad håber du, der kommer ud af de næste tre års arbejde ved STAY HOME?

Jeg håber, jeg kan bidrage til at skabe en større viden om vold i danske familier, både historisk og i dag. Jeg arbejder på et meget erfaringsmæssigt niveau: Hvordan opleves volden? Og hvilke forskelle og ligheder er der mellem måden, som vold er blevet oplevet på, for 50 år siden og i dag? Den viden kan være svær at få ud af vores kilder, uanset hvor nye eller gamle de er, for de beretter meget sjældent direkte om enkelte personers erfaringer med vold eller konflikter. Jeg bliver altså nødt til at bruge forskellige metoder til at sige noget kvalificeret om et fænomen, som ikke viser sig åbent i kilderne. På den måde står mit projekt også med metodiske spørgsmål, der er helt klassiske for historiefaget, og dem vil jeg forsøge at give nye svar på.

Sådan lidt mere personligt: Hvordan har coronakrisen været for dig? Hvordan oplever du den anden bølge, der går hen over Danmark her i efteråret?

Det har været en meget blandet oplevelse. I foråret skrev jeg speciale, og med lockdown blev kalenderen jo tømt, og det gav ro og mere tid til fordybelse. Samtidig har jeg som de fleste også oplevet udlængsel og været frustreret over anderledes og mere lukkede rammer at leve i, som coronakrisen har skabt. Anden bølge ser jeg mere fortrøstningsfuldt på, fordi vi kender sygdommen bedre nu og ved mere om, hvad vi kan forvente af epidemien, og hvordan den påvirker vores hverdag. Selvom jeg må indrømme, at jeg ser frem til – forhåbentlig inden alt for længe – igen at kunne være sammen med og kramme mine venner og min familie uden bekymringer.