Stay Home

Vil du ikke starte med at fortælle om dig selv og din baggrund som forsker?

Jeg har en humanistisk bachelor fra RUC og en kandidat fra IT-Universitetet i Digital Innovation og Ledelse. Sideløbende med det har jeg arbejdet som selvstændig, lavet musik og kreative projekter.

På ITU fandt jeg mig godt til rette i et miljø, hvor vi kigger kritisk på den teknologiske udvikling lige nu i samfundet. Her arbejdede jeg som underviser, da coronakrisen begyndte, og på det tidspunkt ringede Brit Winthereik til mig for at høre, om jeg ville være med i et nyt forskningsprojekt, Deltagelsens Grammatik, der havde til formål at opbygge et etnografisk arkiv over danskernes liv under coronakrisen.

Hvornår gik I i gang med Deltagelsens Grammatik?

Jeg talte med Brit i slutningen af marts og havde jeg første arbejdsdag d. 3. april. Så det gik stærkt. Det var lidt specielt, fordi det var mit første store forskningsprojekt, men især også fordi jeg skulle lære 15 nye kollegaer at kende igennem computerskærmen.

Det var udfordrende at sætte infrastrukturen op for sådan et projekt. Vi inddelte os i forskellige arbejdsgrupper. Nogle skulle se på brede datastrømme fra sociale medier og søge efter interessante spor, som skulle undersøges nærmere. Jeg var på det etnografiske team, hvor vi lavede interviews og observerede arrangementer online.

Overordnet fokuserede vi på to ting. Først og fremmest har vi spurgt ind til betydningen af hverdagens digitalisering under coronakrisen. For det andet har vi lidt mere generelt været interesserede i, hvordan folk i Danmark på forskellig vis håndterer de rystelser af deres verden, som sker i kriser som nu.

Hvad skal du forske i ved STAY HOME?

Jeg skal undersøge teknologiens rolle i hjemmet og det private under lockdown. Nedlukningen har intensiveret de digitaliseringsprocesser, som allerede finder sted disse år, og derfor interesserer det her krydspunkt mellem den ny teknologi og coronakrisens omvæltning mig. F.eks. melder spørgsmålet om privatlivets grænser sig på en ny måde, fordi digitale sporingsteknikker er kommet til at stå så centralt i vores coronastrategi.

Samtidig bliver vi tvunget til at forholde os til, hvad det digitale rum er for en størrelse. På den ene side kan vi invitere folk enormt langt ind med et Zoom-opkald, og på den anden side producerer vi data, som kommer meget langt ud, væk fra vores egen kontrol. Hvad er det for nogle nye zoner og grænser, digitaliseringen er med til at overskride eller etablere?

I den forbindelse håber jeg også på at kunne kigge nærmere på sociale skel. Er der nogle, der har større medbestemmelse over de her nye grænser end andre? Det samme spørgsmål må også stille sig om hjemmets rolle under coronakrisen: Hvilke sociale grupper har haft en fed lockdown, og hvem har været særligt udsat?

Det lyder til, at I på ITU faktisk er ret kritiske over for ny teknologi. Kan du ikke sige lidt om, hvad ITU er for et sted, og hvordan I forsker der?

Jeg synes vores tids nye teknologi er vildt spændende, og jeg glæder mig over de muligheder, den tilbyder os – også under coronakrisen. Men samtidig mener jeg, at vi der ved, hvordan den fungerer, har et ansvar for at spørge ind til konsekvenserne af, at den de seneste år bliver indført på så mange områder så hurtigt. Hvordan påvirker teknologien vores måde at være i verden på? Fik vi egentligt indrettet det her på den mest hensigtsmæssige måde? De spørgsmål tager vi blandt andet op i min afdeling på ITU.

Hvad tænker du om at skulle arbejde tværfagligt med teologer, arkitekter og familiehistorikere på STAY HOME?

Med lockdown sker der så meget spændende på mit eget felt. Hvordan bruger vi digital teknologi, og hvordan sikrer vi gode grænser om privatlivet? Samtidig har jeg også selv på nogle andre niveauer erfaret mit hjem på en helt ny måde: Hvordan er det at være i de fysiske rum, når jeg skal arbejde hjemmefra? Hvordan reagerer jeg følelsesmæssigt og socialt, og hvad gør jeg mig af eksistentielle tanker under nedlukningen?

En så omvæltende begivenhed som coronakrisen kræver for mig at se at blive undersøgt fra flere vinkler på én gang. Ellers risikerer vi at stå tilbage med en halv analyse.

Hvad håber du, at I som forskere kan opnå de næste tre år med STAY HOME?

Mit mål er, at vi kommer til at forstå, hvilke hjem der har klaret sig godt, og hvilke hjem der ikke har klaret sig godt under krisen. Med den viden kan vi forberede os på lignende situationer, men vi kan forhåbentligt også simpelthen give et bud på, hvordan vi kunne indrette os anderledes.

På mit felt handler det f.eks. om dataopbevaring. Er det en god ting, at ens biodata automatisk bliver gemt, når man får taget en coronatest? Hvorfor skal man aktivt bede om at få dem slettet? Hvilke dataindsamlingspraksisser er ellers en del af velfærdsstaten, og fungerer de virkelig hensigtsmæssigt for samfundet og dets borgere?

Hvordan har coronakrisen været for dig personligt?

Jeg tror aldrig, jeg har arbejdet mere. Ved begyndelsen af lockdown var jeg lige blevet færdig med noget undervisning på ITU, og så havde jeg måske tre uger, hvor jeg kunne skrue ned for tempoet, bage brød, sove lidt længe. Men jeg havde også et uafsluttet musikprojekt, der havde ligget i fire år, og der sagde jeg til mig selv: Måske var det nu, du skulle få lavet det færdigt.

Det nåede jeg så lige, inden Brit hev mig med ind Deltagelsens Grammatik. Når jeg tænker på arbejdet på det projekt, får jeg nærmest ondt i nakken. Det var svært at indrette sig godt med computeren derhjemme, og der sad jeg mange timer.

Det endte med at blive en travl tid med mange projekter. Jeg må indrømme, at jeg har glædet mig over det mulighedsrum, der åbnede sig, da alt socialt blev aflyst. Pludselig kunne jeg fokusere min kræfter på det, der virkelig betød noget for mig. Det, og den ro der pludseligt meldte sig, var en smule tankevækkende.