Stay Home

Kan du til at starte med fortælle lidt om, hvad din forskning handler om og din motivation bag?

Som uddannet historiker har hele min indgangsvinkel til at undersøge familievold været at forstå det i en større historisk kontekst. Mere specifikt arbejder jeg inden for den gren af historievidenskaben, der hedder følelseshistorie, hvor man interesserer sig for, hvordan vores sprog, begreber, normer og praksisser i forhold til følelser – og selve erfaringen af følelser – er historisk og kulturelt foranderlige. Så det var også det perspektiv, jeg bragte med mig ind i projektet, og derfor har jeg været interesseret i at undersøge, hvordan erfaringer med familievold er blevet formet og forandret i dansk samtidshistorie i samspil med forskellige politiske, sociale, kulturelle og juridiske udviklinger. Det har jeg gjort ved at undersøge, hvordan familievold er blevet fortolket og kommunikeret i tre konkrete historiske kontekster: i skilsmisseprocesser i 1960’erne og 1970’erne, i offentlige debatter om børnemishandling i danske landsdækkende avismedier fra 1960’erne og op til slutningen af 1990’erne og blandt kvinder, der har været udsat for vold og haft ophold på et krisecenter under coronakrisen.

Hvilke resultater og erkendelser er du nået frem til her?

Når man dykker ned i de historiske kilder, bliver man hurtigt konfronteret med, at spørgsmålet om, hvad vold er, og hvordan man skal håndtere det som individ og samfund, har gennemgået store forandringer, også i perioden fra 1960’erne og frem til i dag. Der er samtidig sket store forandringer i det sprog, som vi har for vold, og dermed også i, hvad vi forstår som vold, og hvad man meningsfyldt kan diskutere og udtrykke som erfaringer med vold. Den politisering af vold i familien, der fandt sted i 1970’erne og 1980’erne – særligt anført af kvindebevægelsen, som også etablerede krisecentre over hele landet – har eksempelvis medført, at vi i dag har udviklet både en ny viden og et nyt begrebsapparat om vold.

I vores studie af, hvordan voldserfaringer blev kommunikeret i skilsmisseprocesser i 1960’erne og 1970’erne, som jeg har udarbejdet i samarbejde med min vejleder, Karen Vallgårda, kunne vi eksempelvis observere, at det primært var fysisk vold og særligt den, der havde gjort fysisk skade, som ofrene italesatte. Det var i høj grad også det, som lovgivningen og myndighederne anerkendte som vold. Men vi stødte også på spor af andre typer af vold gennem eksempler på at blive udsat for heftig kritik, overvågning og kontrol. Så vi kunne observere nogle gråzoner, idet der blev beskrevet episoder, som man i dag ville anerkende som vold, men som dengang ikke blev forstået sådan.

Da jeg i mit interviewbaserede studie talte med kvinder, som blev udsat for vold under coronakrisen, kunne jeg godt se, at der også var forhold her, der gjorde det svært for nogle af kvinderne at identificere deres erfaringer som vold. Men der er trods alt nogle helt andre redskaber og organisatoriske kræfter tilgængelige i dag end for 60 år siden. Kvinderne, jeg talte med, havde for eksempel kontakt til et krisecenter, hvor de fik anerkendt deres erfaringer som vold og fik tilgængeliggjort et konkret sprog for deres til tider ret uhåndgribelige erfaringer med både psykisk og fysisk vold. Derudover har vi også en lovgivning i dag, der anerkender andre typer af vold, hvor psykisk vold for eksempel blev kriminaliseret i 2019. Så på mange måder er der sket et ret afgørende skifte i opfattelsen af vold i den her periode.

Du kommer meget ind på det sprog, vi har for vold, og hvordan det har udviklet sig. Hvordan hænger det sammen med oplevelsen eller følelsen af vold? Og hvordan griber man det spørgsmål an som historiker?

Det er et vanskeligt spørgsmål, og det er noget, som man har undersøgt og diskuteret fra begyndelsen inden for det følelseshistoriske felt, ligesom inden for mange andre forskningsfelter. De teorier, jeg arbejder ud fra, hævder, at selve det sprog, vi har tilgængeligt, er med til at forme vores erfaringer, da det giver os nogle særlige opmærksomhedspunkter i vores sproglige bearbejdelse af vores oplevelser. Så det her oversættelsesarbejde fra oplevelse til ord, der sker hele tiden, har en afgørende betydning for erfaringen. Når sproget så forandrer sig, sker der også forandringer i selve erfaringen. For eksempel kan et begreb som psykisk vold gøre, at man bliver opmærksom på nogle andre ting i sit forhold, at man reagerer anderledes på det, og at man ligesådan vil blive mødt af andre reaktioner fra sine omgivelser, når man beretter om sine oplevelser.

Hvad har det betydet for din tilgang til historien, at der ikke har været det samme sprog for, hvad det vil sige at blive udsat for vold?

Det har betydet, at jeg på andre måder har skulle favne mellemrummet mellem, hvad der dengang blev anerkendt som vold, og hvad vi i dag forstår som vold. Og i det arbejde skal man finde en balance mellem både at have respekt overfor, hvad der blev anerkendt som vold i samtiden, men også prøve at trække på alt det, vi ved om vold i dag i tilgangen til kildematerialet. I vores studie af, hvordan voldserfaringer blev kommunikeret i skilsmisseprocesser fra 1960’erne og 1970’erne, valgte Karen Vallgårda og jeg både at medtage beskrivelser af episoder, som de historiske aktører selv definerede og anerkendte som vold, samt beskrivelser af adfærd, de oplevede som grænseoverskridende, ubehagelig eller utålelig på andre måder. På den måde søgte vi at tydeliggøre de gråzoner og metodiske udfordringer, der er, når man forsøger at identificere vold i historiske kilder.

Hvad kan indsigterne fra din forskning bruges til i dag?

Jeg synes, at noget af det vigtigste, man kan bruge historien til, er at se kritisk på nogle af de ting, vi tager for givet i dag. For når vi får blik for, hvad for nogle udviklinger der ligger bag de systemer, vi har i dag, kan vi også bedre vurdere dem i et kritisk lys og se, at tingene er foranderlige. På den måde kan et historisk indblik i, hvordan voldserfaringen så ud for 60 år siden, gøre, at man kan gå mere kritisk til den måde, vi taler om vold på i dag.

Hvordan har det har været at være en del af det tværfaglige miljø ved STAY HOME, og hvilken betydning har det haft for din forskning?

Det har jo først og fremmest været rammesættende for hele mit projekt at være en del af STAY HOME-projektet. Det har stillet mig den udfordring at skulle undersøge min egen samtid som historiker. Selvom jeg som historiker hele tiden og uundgåeligt er i dialog med nutiden, så er dét med at lave studier i egen samtid noget, man traditionelt ikke gør så meget. Så mit mål om at undersøge voldserfaringer i dag har stillet nogle andre metodiske krav til mig og gjort, at jeg eksempelvis har skulle lære at lave kvalitative interviews.

Derudover har de jævnlige samtaler med de øvrige forskere på projektet også haft betydning for mit projekt. Når man går ind i et tværfagligt rum, bliver man tit skarpere på, hvad det er, man selv kan, eller hvad ens eget blik er, fordi man bliver tvunget til at sætte ord på nogle af de ting, som man tager for givet, eller som man ikke er bevidst om. Så det at indgå i et tværfagligt arbejdsfællesskab har helt klart skærpet min forståelse for, hvordan jeg som historiker arbejder i forhold til teologer, STS’ere og arkitekter. Samtidig bliver man også præsenteret for nogle andre perspektiver, og vores samarbejde har helt klart affødt nogle refleksioner om de rumlige, materielle, teknologiske og eksistentielle aspekter ved vold.

Er der noget, der har overrasket dig i din forskning?

Jeg ved ikke, om det har overrasket, men noget af det mest givende har været at tale med kvinder, der var udsat for vold. Som historiker sidder man meget sjældent over for dem, man undersøger og skriver om. Det har været meget berigende for min forskning at tale med dem, fordi det har åbnet op for nogle andre fortællinger og nuancer, end dem, som man kan finde i de historiske kilder. Det har blandt andet givet mig mulighed for at undersøge, hvordan deres forståelse af deres erfaringer med vold forandrede sig, fra de var i den voldelige relation til efter, de har brudt med deres voldsudøver og har været på et krisecenter.

Når man dykker ned i de individuelle historier, får man også et mere nuanceret indblik i, hvordan coronarestriktionerne har påvirket vold i hjemmet. Generelt så man en eskalering af volden i hjemmene både i Danmark og internationalt. En af de kvinder, jeg talte med, fortalte for eksempel, at den periode, hvor hendes forhold til sin tidligere partner var mest præget af fysisk vold, var under deres hjemmeisolation sammen. Derimod fortalte en anden kvinde, at en af de mest fredelige perioder i hendes familie var under lockdown, fordi voldsudøveren havde været særligt voldelig efter drukture, og han blev forhindret i at tage ud og drikke alkohol under lockdown. Så restriktionerne har både haft utilsigtede og forskelligartede konsekvenser for vold i hjemmet.

Katrines afhandling har titlen Unveiling the emotions of family violence: a historical analysis og er tilgængelig hos Det Kongelige bibliotek. Find afhandlingen her.

Katrines projekt er ét af fire delprojekter under STAY HOME. Læs mere her om de tre andre projekter, der undersøger hjemmet og coronakrisen fra et teologisk, et teknologisk og et arkitektonisk perspektiv.