Stay Home

Kan du til at begynde med fortælle lidt om din forskning, og hvad den handler om?

Min vej ind i projektet var jo først og fremmet formet af coronakrisen. Inden jeg startede, var jeg ansat som forskningsassistent på et etnografisk projekt, hvor vi indsamlede data om danskeres digitaliserede hverdag og oplevelser under den første lockdown i marts 2020. De interviews blev til et stort digitalt arkiv, som jeg endte med at bruge som min empiri i mit ph.d.-projekt ved STAY HOME. Så på den måde har min vej ind i projektet været lidt atypisk. Ofte har man et interessefelt og et forskningsspørgsmål, og derfra går man ud og samler sine data. For mig var det omvendt, da jeg skulle forme et projekt ud fra det arkiv, jeg havde arbejdet med i en anden sammenhæng. Derudover var hjemmet som tema jo givet på forhånd, og det skulle jeg så forsøge at nærme mig i det her store arkiv, som ikke havde direkte fokus på hjemmet. På den måde kom det metodiske til at fylde rigtig meget i mit projekt, da jeg stod over for at skulle undersøge hjemmet i et arkiv, som oprindeligt havde andre forskningsinteresser.

En måde, jeg nærmede mig interviewpersonernes oplevelser af hjemmet under corona, blev at undersøge de udfordringer og frustrationer, de oplevede i deres nye hverdag. Selvom de ikke nødvendigvis selv beskrev dem som nogle, der handlede om hjemmet, så kunne jeg i mine analyser se, at hjemmet på en eller anden måde var indlejret i de her problematikker. For eksempel så jeg, at mange fandt det svært at holde arbejde og fritid adskilt eller at fastholde en følelse af privatliv under Zoom-møder. Et af mine hovedargumenter er, at hjemmet må betragtes som ”networked”, som indlejret i og formet af en masse strukturer og med utallige forbindelser og udvekslinger med mennesker, steder og teknologier. Med lockdown sker der et større sammenbrud af de her strukturer, og hjemmet bliver derfor uundgåeligt også påvirket. Mit projekt er en udforskning af hjemmet som det her komplekse knudepunkt gennem undersøgelser af interviewpersonernes affektive oplevelser, udfordringer og irritationer under lockdown.

Hvilke resultater og erkendelser er du noget frem til?

Man kan sige, at projektet ligesom har to ben. Først og fremmest er der et klart metodisk bidrag, i kraft af at jeg måtte tilgå det her store etnografiske arkivmateriale ad nogle alternative og implicitte veje. Arkivet fungerer sådan, at du logger ind på en bestemt side på browseren, så søger du på et keyword, og så kommer der en liste op med en masse små udklip af materialet. De enkelte udklip kan du så klikke ind på, og så har du adgang til hele interviewet. Og jeg tror ikke rigtigt, at jeg havde begreb om, hvor svært det ville være at arbejde kvalitativt og etnografisk med det materiale. Selvom arkivet var udarbejdet med etnografiske metoder og interviews, havde jeg selv kun været med til at lave cirka 20 ud af 300 af interviewene. Og i den lange periode, hvor jeg sad og søgte i arkivet, gik det mere og mere op for mig, hvor vigtig forskerens egen kropslige tilstedeværelse er i etnografiske undersøgelser. De kropslige erfaringer er simpelthen afgørende, når du skal organisere de indtryk, du får i mødet med en person, et rum eller en stemning. Det her umiddelbare møde manglede i langt størstedelen af mit materiale, så ud af nød og frustration begyndte jeg at lave lyd og musik ud af udklip fra interviewene. Og det endte med at blive en gamechanger for min bearbejdning af materialet. Ved at lytte intensivt til interviewpersonernes stemmer, tonefald, mumlen og tøven kunne jeg pludselig forstå og interagere med materialet på en mere intuitiv og kreativ måde. I mit ph.d.-projekt introducerer jeg begrebet ”sounding uncertainties” som en metode til at opnå en større affektiv fordybelse i digitale forskningsarkiver, og som et afsæt til at skabe refleksion over, hvordan digitale infrastrukturer påvirker vidensproduktion.

Det andet store ben i projektet er et begrebsmæssigt bidrag, hvad angår forståelsen af hjemmet. Jeg udfordrer forestillingen om hjemmet som en konstant, kontrollerbar og afgrænset størrelse og introducerer i stedet begrebet ”networked homes”, som favner hjemmets kontinuerlige forbindelser og gnidninger med mennesker, systemer og teknologier. Undervejs i mit projekt tegnede der sig en uoverensstemmelse mellem de forestillinger om hjem, der lå indlejret i regeringens strategier i håndteringen af corona, og de oplevelser, jeg stødte på i min empiri. Regeringens parole om at man skulle blive hjemme for at indlemme smitten, beroede på mange måder på en tanke om, at hjemmet er et isoleret, trygt og kontrollerbart sted, som du relativt simpelt kan styre og afgrænse med døre og vinduer. Isolationen fra omverdenen blev vejen til at føle tryghed under pandemien, og der lå en klar idé om, at vi hver især havde handlekraft eller agens til at udleve denne strategi. Noget af det, der sprang i øjnene hos mig i mit møde med arkivmaterialet, var som sagt interviewpersonernes frustrationer i den nye hverdag. Folk havde udfordringer med at adskille arbejdet fra privatlivet, fandt det svært at koncentrere sig eller savnede måder at afskærme privatlivet tilstrækkeligt. De her hverdagsfrustrationer gav mig en pejling om, at den enkeltes agens næppe er så klippefast, som den kom til udtryk i regeringens strategier. I stedet argumenterer jeg for, at agens er distribueret og noget, der skabes i et netværk af flere humane og non-humane aktører. Om du for eksempel formår at drage en tydelig grænse mellem dit arbejde og dit privatliv, kommer an på flere faktorer. Den erkendelse synes jeg er vigtig at have med sig, når vi taler om hjem både i politik og helt generelt. En mere nuanceret forståelse af hjemmet, også som et sårbart sted, hvor du ikke altid kan indrette dig, som du vil, kan måske bidrage til, at vi kan få øje på nogle løsninger, der tilgodeser flere forskellige former for hjem.

Hvordan har det været at være en del af det tværfaglige miljø ved STAY HOME?

Det har været vildt inspirerende og vildt udfordrende. For mit vedkommende gennemgik samarbejdet i STAY HOME nogle forskellige faser. I starten, hvor alting var åbent, synes jeg, at det var virkelig givende at udveksle ideer, trække på de andres fagligheder og åbne mit emne op. Men på et eller andet tidspunkt i den her proces, gik det op for mig, at jeg også skulle skrive en ph.d.-afhandling. Jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke kunne tage så meget mere ind, og havde brug for at koncentrere mig om at indsnævre mit fokus og udforme mit projekt. På den anden side af det, da der begyndte at komme mere form på projektet, så kunne jeg tage inspiration ind igen. Og det har betydet utroligt meget for mit projekt, både for mit metodiske arbejde og for mit begrebsmæssige bidrag til forståelsen af hjemmet. Det var for eksempel gennem en fælles analyseworkshop, at jeg kom på idéen om at bruge musik og lyd aktivt i mit møde og min bearbejdelse af arkivmaterialet. Og de løbende møder i STAY HOME-gruppen gjorde også, at jeg blev mere bevidst om nogle vidt forskellige måder at tænke og tilgå hjemmet på. For eksempel blev jeg gennem Katrines undersøgelser af hjemmet som et enormt konfliktfyldt og sårbart sted opmærksom på de tabuer og stilheder, der også kan herske i et etnografisk materiale. Det har helt klart været med til at tune mig ind på de momenter i materialet, hvor deltagerne måske er tøvende eller tavse.

Er der noget, der har overrasket dig i dit arbejde?

Ja, mange ting. Det kan jo af og til være en ekstremt frustrerende proces at lave forskning og vurdere, hvor man bedst bruger sine ressourcer. Jeg havde for eksempel en periode midt i min ph.d., hvor jeg brugte en hel del tid og kræfter på at lave musik af interviewpassagerne. Og der kunne jeg godt komme til at tvivle på, hvor meget det gav i min samlede proces. Jeg skulle jo skrive artikler og leve op til nogle helt formelle krav, og jeg kunne godt få en følelse af at komme lidt på afveje, når jeg sad og fordybede mig i lydarbejdet. I de momenter har det været utrolig værdifuldt at tale med projektgruppen og Mette, som har kunnet se mit projekt fra i det større perspektiv og minde mig om værdien af mit arbejde. På den måde blev jeg bekræftet i, at mit eksperimenterende lydarbejde var meningsfuldt, og det endte jo også med at spille en kæmpe rolle i projektet. Så jeg tror, at det er kommet bag på mig, hvor meget man egentlig kan få ud af forholdsvist lidt, når først man virkelig får det ind under huden og nørder med det.

Katjas afhandling har titlen Networked frictions: The central role of the digitally connected home during the Covid-19 pandemic og er tilgængelig på IT Universitetets hjemmeside. Find afhandlingen her.

Katjas projekt er ét af fire delprojekter under STAY HOME. Læs mere her om de tre andre projekter, der undersøger hjemmet og coronakrisen fra et teologisk, et historisk og et arkitektonisk perspektiv.