Stay Home

BORGERPERSPEKTIV: På STAY HOME forsker vi i hjemmet, som er noget, alle har et forhold til eller erfaringer med. I en række interviews taler vi med borgere rundt omkring i landet om deres oplevelser i hjemmet under coronakrisen. Kom med indenfor og oplev forskellige hjem fra et borgerperspektiv.

Jeg møder Lis på parkeringspladsen foran det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, hvor jeg har mit kontor. Det regner. Lis er kørt hele vejen fra Møn til København for at dele sine oplevelser og erfaringer fra sit hjem med mig. Hun overrækker mig en pose æbler fra sin have, som jeg sætter stor pris på, da jeg selv bor i lejlighed uden have. Så er der alligevel mere ved efteråret end blot regnen på parkeringspladsen.

Det er første gang, jeg foretager interview til et borgerperspektiv ved et fysisk møde, og jeg er taknemmelig for, at Lis vil møde mig til en snak over kaffe og kage en onsdag eftermiddag på mit kontor. Ønsket om at inddrage borgerperspektiver i vores forskning og formidling indfries ret konkret, når Lis rent fysisk træder ind på mit kontor på universitetet. Efter at have smidt regnjakkerne finder vi os til rette på kontoret med en kop kaffe og lidt løs snak om vejret, hverdagen og vejen hertil fra Møn. Jeg fortæller om STAY HOME-projektet, og så flytter vi fokus hen på Lis’ hverdag:

Til at starte med ville jeg høre, om du kunne fortælle lidt om dig selv?

”Jeg hedder Lis, jeg er næsten 73 år. Jeg er oprindelig Mønbo, men jeg har været væk fra Møn i mange år. Jeg har arbejdet mange år med naturbeskyttelse, været gymnasielærer i næsten 25 år og i en kort periode været seminarielærer. Jeg er flyttet tilbage til Møn og bor ude på landet. Først boede jeg i almennyttigbolig, derefter privatlejlighed, men har så købt et gammelt hus ude på landet, hvor jeg har boet siden 1998. Det er et gammelt hus med masser af have og udsigt til marker. Der bor jeg for mig selv. Så det er mit hjem.”

Hvad kendetegner dit hjem?

”Hovedhuset er 80 kvadratmeter i grundareal, og så er der to værelser oppe ovenpå. Så er der et baghus, som har været garage, men nu prøver jeg at indrette det som orangeri, hvor jeg kan have alle min blomster.

Jeg har tidligere haft mange venner og bekendte på besøg, for der er plads nok. Men de sidste par år, er det ikke blevet til meget. Jeg har arbejdet lige til jeg blev 71,5 år, og jeg har haft en mor på over 90 år, som jeg også skulle hjælpe lidt hist og pist. Min selskabelighed de sidste mange år, den er gået ned. Jeg har en datter som bor i København. Hun har to børn og en mand. Det er dem, jeg ser mest til efterhånden.”

Og mere generelt: hvad er hjem for dig?

”Jeg har fornylig talt med en kammerat, der skulle flytte. Vi snakkede om, at når man skal finde en ny bolig, er det vigtigt, at man får en fornemmelse af, at det er et sted, man har lyst til at komme hjem til.

De første år jeg boede i det hus, jeg bor i nu, tænkte jeg, at jeg boede i en anden mands hus. Men nu er det hjem. Der er stjerner på himlen og det er buldermørkt – så er jeg hjemme. Det varer et stykke tid, inden man får sat sit personlige præg på et hus, og det gælder vel også en lejlighed. Der går noget tid, inden man føler, det er her, at jeg har fred, ro og tryghed.”

Har du været meget hjemme under corona?

”Ja, det har jeg, fordi min datter har været meget bange for, at jeg skulle blive syg, inden jeg blev vaccineret. Så når jeg har set dem, har det været udendørs. Jeg har ikke rigtig været inde i København. Vi har været meget påpasselige i forhold til, at jeg ikke kommer i nogle sammenhænge, hvor jeg møder smitte. Så jeg har været meget hjemme.

Jeg har nogle rygproblemer, så jeg går til fysioterapeut to gange om ugen, og det har jeg også gjort under corona. Men ellers har jeg stort set ingenting gjort uden for hjemmet. Jeg har bestilt varer til levering, så jeg har heller ikke skulle handle ind. Det har egentlig været okay, jeg gider ikke handle ind, så jeg bliver ved med at få varer leveret.”

Hvad har du så brugt tiden i hjemmet på?

”Jeg har prøvet at nå igennem noget af det, som jeg ikke har nået de seneste mange år. Særligt praktiske ting. Jeg har lavet en uglekasse og flere fuglekasser. I alle de mange år, hvor jeg har arbejdet, har jeg samlet forskellige byggematerialer, fordi jeg har tænkt, at jeg fik tid til at bygge noget. De bunker af byggematerialer har jeg nu fået sorteret i og blandt andet bygget en uglekasse og en pindsvinekasse. Det havde jeg nok ikke fået gjort, hvis ikke jeg havde isoleret mig derhjemme. Så havde jeg nok ikke haft tid til det. Jeg har også bygget et nyt brændeskur.

Jeg tænker, at det kan jeg nå i løbet af en eftermiddag, og tre dage senere, der er jeg stadigvæk i gang. Men når der ikke er nogle andre ting, jeg skal, har jeg mere tid til at få ordnet de der småting.”

Er der noget ved dit hjem, du ville ønske, der havde været anderledes under coronakrisen?

”Nej, for jeg bor så fantastisk. Bortset fra at når jeg bliver ældre, så kan jeg på et tidspunkt ikke klare at gøre alle de ting, der skal gøres i huset og haven. Hvor skal jeg så flytte hen? Det er ikke til at holde ud at tænke på. Så jeg bliver boende.

Det har ikke på noget tidspunkt været sådan, at jeg har tænkt, jeg må i biografen, spille bridge eller på fugletur. Sådan har jeg ikke haft det. Det har bare været stille og roligt. Der har været tid til afslapning. Jeg har oplevet bare at sidde, og så går den ene dag, og så går den anden dag, det er måske meget sundt. Jeg har jo heller ikke haft noget arbejde. Det er nok værre for dem, der har haft arbejde, at de har skulle klare det hjemmefra.”

Hvordan har det været, at du ikke har kunne se din familie så meget, eller har set dem på en anden måde?

”Det er det værste. Under pandemien sagde man, at det var så synd for de unge mennesker, at de ikke kunne komme i biografen og til festival og drikke sig fulde. Det var jeg ret irriteret over. For jeg synes også, det var synd for os gamle. Der var jo nogen på plejehjem, der ikke kunne se deres familie.

Mit yngste barnebarn hun er nu 3 år, og der var et års tid, før jeg blev vaccineret, hvor jeg ikke kunne være den normale mormor, der kommer og passer barnet og lægger det i seng. Så den relation med hende, synes jeg, at jeg har mistet. Det år kommer jo ikke igen. Det der med at passe og hente i børnehaven og vuggestuen, det har jeg ikke kunne i al den tid. Så det er et kæmpe tab, synes jeg. Min egen datter, der nu er 38 år, hende kan jeg bedre bevare relationen til. Og mit ældste barnebarn han er 7 år, så ham og jeg har kendt hinanden, da han var helt lille. Men det er noget andet med mit yngste barnebarn. Det synes jeg, er ærgerligt.”

Hvordan har I så set hinanden?

”Min datter har kørt ned til Møn, og så har vi været på stranden. Og når jeg har været i Brønshøj, så har vi bare siddet ud i haven, eller hvis vi er gået indenfor, så har vi haft åbne døre. Vi har fulgt alle de der retningslinjer. Det har været lidt forfærdeligt, at jeg ikke bare kunne sige, nu kommer jeg og tager mig af børnene, mens I arbejder, for de har skulle arbejde forskudt; den ene om dagen, mens den anden passer børnene og omvendt om aftenen. Jeg sad bare dernede på Møn og kunne ingenting gøre. Det har ikke været sjovt for dem, selvom de har hus og have. Så dem der bor i en lejlighed med to børn på Vesterbro og måske en hund, der skal luftes, dem har jeg haft ondt af.

Jeg har også en god ældre bror og hans kone, som jeg ikke har set. Vi kunne ikke gøre, som vi plejer, hvor jeg lige får en kop kaffe, når jeg låner traileren. Så dem har jeg ikke set. Nu er de heldigvis også vaccineret, så nu kan vi begynde at se hinanden igen. Men der gik jo over et år, før vi gamle blev vaccineret. Det er lang tid. Min bror og hans kone kan jeg så genoptage kontakten med, men det med børnebørnene, der lige pludselig er blevet store, mens jeg har været isoleret, det er øv. Men sådan er det.”

Hvordan er det så nu, hvor I er vaccinerede?

”Nu kan vi jo omgås, men min datter er heldigvis meget omhyggelig stadigvæk med afspritning og at følge retningslinjer, for man kan jo godt stadigvæk blive syg. Både dem og jeg. Men vi omgås som vi førhen har gjort, at de er hos mig, og jeg kan komme til dem. Det er bare den der tid, der er mistet.”

Er der noget, der har ændret sig i måden, du bruger dit hjem på, nu hvor restriktionerne er fjernet og smittetallene er lavere?

”Nej, men det er sjovt, for under corona hvis jeg eksempelvis tænkte, jeg skulle i byggemarkedet, så slog det mig: nå nej, det kan jeg ikke. Sådan var det før jeg blev vaccineret, men nu hvor der er åbnet op, så glemmer jeg, at jeg kan gøre forskellige ting igen. Der er et eller andet inerti i det, først har man svært ved at vænne sig til, at der er ting, man ikke kan, og nu skal jeg vænne mig til, at jeg kan gøre dem igen. Det er jo mærkeligt ikke. Vi er meget langsomme til at vænne os til restriktionerne og nu til at vænne os til, at de er væk.”

Har du nogle ønsker for dit hjem i fremtiden?

”Mit hjem er så godt i forhold til, at jeg hele tiden har aktiviteter at tage mig til. Sådan er det nok også for dem, der har kolonihave. De har nok heller ikke følt det så slemt som dem, der bor i en lille etagelejlighed. Så i mit hjem er der ikke noget, jeg ville ændre. Man kan handle på nettet, og få pakker leveret til døren. Så man kan jo faktisk sagtens bare blive hjemme. Så jeg synes ikke, der er noget i mit hjem, der skulle være anderledes.

Men hvis man skal arbejde hjemmefra, så er det noget andet. Folk ude på landet, der skal arbejde online, kan opleve dårlig mobilkontakt, problemer med internetopkoblingen og hastigheden. Så dem er det ikke sjovt for. Jeg har ikke haft nogen problemer, men jeg håber jo ikke, at det sker igen.

Jeg synes sådan set, det har fungeret udmærket. For man kan jo sagtens leve, så længe der kommer vand ud af vandhanen, septiktanken bliver spulet en gang i mellem, og man kan få leveret mad, så er der ikke nogen problemer overhovedet. Andet end kontakten til familien og relationerne. Jeg har også en veninde, der plejer at komme en gang i mellem, men det er hun ligesom holdt op med. Nogle af de der veninderelationer, de skal genopbygges, når vi ikke har set hinanden i så lang tid, og det kan måske være lidt vanskeligt at komme i gang igen. Jeg synes ikke rigtig, jeg er kommet i gang. Det er igen det med at vænne sig til, at det igen er en mulighed at se sine veninder. Men hvis jeg savner det tilstrækkelig meget, så kan jeg bare tage kontakt til dem igen. Men det værste er med familien, og det er jeg kommet i gang med igen stille og roligt.”

Lis har kunne isolere sig i sit hjem uden problemer. Varer blev leveret til døren, og der var en masse praktiske ting at tage sig til i hus og have. Dog har hun savnet at være mormor for sine børnebørn. Lis udtrykker en ambivalens ved tiden i hjemmet under coronakrisen, som flere måske kan genkende. På den ene side kan man opleve mere tid og ro, som kan føles rart, men på den anden side kan man være isoleret fra sine nære relationer eller skulle jonglere børnepasning og hjemmearbejde, hvilket kan føles ensomt eller stressende. Den ændrede hverdag kan på samme tid have ført godt og skidt med sig.

Ambivalens oplever jeg også ved efteråret, der både giver mig grå regnvejrsdage og skønne æbler fra Lis’ have på Møn.

For STAY HOME-forskerne giver disse samtaler et blik ind bag statistikkerne om hjemmearbejde, trivsel og sommerhuskøb etc., mens de fastholder vores forståelse af hjemmet som et sted, et begreb og en erfaring, der på én gang er universel og individuel fra menneske til menneske.