Stay Home

Forskerne ved Stay Home undersøger, hvad der sker med hjemmet som et fysisk, digitaliseret, socialt og eksistentielt fundament under coronakrisen - og bagefter.

Interview

Portræt: Professor ved IT-Universitetet Brit Ross Winthereik

af Emma Klakk Christensen 11. august 2021
Brit Ross Winthereik er Co-PI på STAY HOME. Hun er uddannet inden for antropologi og Science and Technology Studies og er professor og leder af Center for Digital Velfærd på IT-Universitet. I sin forskning er hun særligt interesseret i infrastrukturer og teknologiens rolle i mødet mellem sociale verdener. I relation til STAY HOME-projektet ser Brit, hvordan hjemmet under coronakrisen er blevet et knudepunkt i en infrastruktur, hvor teknologien er med til at forbinde hjemmet med det omgivende samfund på nye måder.
Co-PI på STAY HOME og professor ved IT-Universitetet Brit Ross Winthereik.

 

Som Co-PI understøtter Brit fagligheden inden for teknologistudier og bidrager til samspillet med de andre fagligheder i STAY HOME som tværfagligt projekt. Desuden er hun vejleder for ph.d.-studerende Katja Pape de Neergaard og sikrer det faglige miljø omkring Katjas forskningsprojekt.

Kan du fortælle lidt om dig selv og din forskning?

”Jeg er uddannet inden for antropologi og Science and Technology Studies, som er et felt, der beskæftiger sig med, hvordan samfundet, politik og kultur påvirker videnskab og teknologi og vice versa.

Jeg påbegyndte min forskningskarriere i 2000 med at undersøge brugen af elektroniske patientjournaler i almen praksis i England, Danmark og Holland. På det her tidspunkt var lægerne begyndt at bruge diagnosekoder, så der skete en standardisering af noget, der tidligere havde været fritekstnotater. På denne måde kunne journalerne blive brugbare udover i relationen mellem læge og patient. Det gjorde mig interesseret i infrastrukturer i bredere forstand, for det handlede blandt andet om, hvordan man kunne bruge journalnotater til forskning og kvalitetssikring på nationalt niveau. Det her med infrastrukturer er det, der er kommet til at kendetegne resten af min forskning.

Jeg begyndte at interessere mig for andre områder, hvor infrastrukturer også er vigtige. Det var særligt sådan nogle områder, der er lidt komplekse, hvor der er mange forskellige fagligheder, der skal arbejde sammen f.eks. i udviklingsbistand, hvor der også er en global komponent, mange agendaer i spil samtidig og hvor IT blev brugt til at samarbejde og kommunikere om ret komplekse problemstillinger. Igen handlede det om infrastrukturer og sociale verdener der mødes. Infrastrukturer får sociale verdener til at hænge sammen, men gør det også tydeligt, hvad forskellene mellem dem er. Det er egentlig meget antropologisk det der med, at teknologi ikke bare udvisker forskelle i måden, vi lever på, og de kulturer, der findes inden for organisationer, men derimod bliver teknologien en del af kulturen.

I sin forskning interesserer Brit sig særligt for, hvordan infrastrukturer får sociale verdener til at hænge sammen.

Det er sådan set det, jeg interesserer mig for stadigvæk, og nu handler det så om offentlig digitalisering. Jeg er professor på IT-Universitetet og leder af Center for Digital Velfærd, hvor jeg har samlet forskere fra ITU under fire temagrupper: bæredygtighed, agilitet, borgerskab og digital rumlighed. Her beskæftiger vi os med, hvordan man i velfærdssamfundet i stigende grad digitaliserer arbejdsprocesserne rundt om velfærden og forventer af borgerne, at de tilpasser sig de systemer, som staten har designet. Det kommer der nogle gode ting ud af, men så er der også nogle rigtig store udfordringer for dem, som ikke lige passer ind. ”

Derudover er du også en del af STAY HOME – og ud fra din faglighed, hvad synes du så, er det interessante ved STAY HOME?

”Vi begyndte at snakke om projektet under den første nedlukning. Der var det bare helt vildt interessant og visionært at komme i kontakt med de andre PI’s: Mette, Peter og Karen, og deres forskellige perspektiver på hjemmet under corona. Jeg interesserer mig meget for tværfaglighed, så noget af det interessante for mig var, at det var nogle meget dygtige forskere på hver deres område. Det er altid interessant at udveksle med folk, der er specialister inden for deres område.

Som jeg nævnte før, så er det interessant: hvad kan man blive enige om, og hvad kan man bare ikke blive enige om, fordi man har for forskellige perspektiver? Det interesserer mig inden for mit eget felt. Nu handlede det bare ikke kun om at studere det, men faktisk selv at udleve det.

Derudover var det superaktuelt og interessant, at vi stod midt i en krise og skulle finde ud af, hvad der var op og ned. Som antropolog eller i det hele taget, når man laver etnografi, så plejer man at tage ud på feltarbejde, men lige pludselig var felten landet midt nede i min egen verden og rundt om mig, og jeg kunne ikke slippe ud af den. Det tænkte jeg, at vi blev nødt til at forholde os til forskningsmæssigt.”

Set fra dit faglige perspektiv, hvordan har coronakrisen påvirket hjemmet? Hvilke betydninger har den haft for de oplevelser og praksisser, der sker i hjemmet?

”Alle er blevet udsat for digitalisering under coronakrisen. Alle har fået en kropslig erfaring med det digitale, fordi det er den måde, tingene har kunne fortsætte på indirekte eller direkte. Ligegyldigt om du har arbejdet hjemme eller stadig var fysisk på arbejde, så var der lige pludselig apps og lignende, man skulle forholde sig til f.eks. coronapasset, som den mest generelle og selvfølgelig også de systemer, der allerede fandtes f.eks. nem-id, men også nye systemer som eksempelvis dem, man er begyndt at benytte til telekonsultationer med lægen og til fjernundervisning i skolen. Så på befolkningsplan har der foregået en helt ny form for erfaringsopbygning med det digitale.

Under coronakrisen er alle blevet udsat for digitalisering, da både undervisning, lægekonsultationer og testsvar i høj grad modtages digitalt.

I forhold til hjemmet og hjemmets fire vægge, så er det måske ikke noget, som folk går og tænker på i det daglige, men hjemmet bliver en del af en infrastruktur. Hjemmet er blevet et knudepunkt i en arbejds-, uddannelses- og sundhedsmæssig infrastruktur. Det er jo helt nyt, at hjemmet spiller den rolle.”

Kan du uddybe lidt, hvad du mener med, at hjemmet bliver et knudepunkt?

”Ja, jeg mener, at de systemer, som vi sidder med derhjemme f.eks. når vi går til lægen, så er det vigtigt, at vi har en opkobling i hjemmet, der er hurtig nok til at kunne køre en video. Det vil sige at verden uden for hjemmet, er afhængig af, at der sidder noget hardware i hjemmet – at folks computere og telefoner i det hele taget er opdaterede og i stand til at lave de forbindelser ud af hjemmet.”

Til sidst vil jeg høre dig, hvordan du selv har oplevet det at skulle være meget hjemme?

”Jamen, jeg blev meget taknemmelig for at bo i et hus med have på landet. Så kunne jeg lige pludselig anskaffe mig høns og tage mig af de rammer, der var derhjemme, når jeg havde pauser. Jeg følte mig ekstremt privilegeret over at have et hus. På den anden side følte jeg mig meget ensom og isoleret.  Jeg kunne mærke, at jeg savnede fysisk nærvær med andre mennesker. Det var ikke manglen på socialt samvær, for det viste sig jo at det til dels kan bibeholdes online, men omgang med andre, hvor man mærker den energi, der opstår når mennesker er sammen.

Jeg hørte en, der sagde, at hun kedede sig helt enormt. Jeg tror faktisk lidt, at jeg havde det på samme måde. Når jeg kigger tilbage på det nu, så står det frem, at jeg gik ufattelig mange ture, og det var meget indadvendt det hele, så det synes jeg er rart at komme ud af igen”.