Stay Home

Forskerne ved Stay Home undersøger, hvad der sker med hjemmet som et fysisk, digitaliseret, socialt og eksistentielt fundament under coronakrisen - og bagefter.

Indblik

Er hjemmet et sted for privatliv under coronakrisen?

Vores digitale opslagstavle har været online i nogle måneder nu. På opslagstavlen har I anonymt delt fortællinger og refleksioner om jeres tid i hjemmet under coronakrisen. Vi sætter stor pris på alle bidrag. Det giver værdifulde nuancer til vores forskning i hjemmet som et sted, et begreb og en erfaring, der både har fællestræk og særegenheder, når vi får adgang til det fra forskellige menneskers perspektiver.

Vi får løbende nye bidrag, og vi vil endnu en gang fremhæve og reflektere over nogle bidrag, vi har fået. Følgende to bidrag fra anonyme borgere omhandler deres tid i hjemmet under coronakrisen på godt og ondt:

Mit hjem blev både min hule og mit fængsel. Hjemmet var trygt. Det blev rart og bekvemt. Samtidig følte jeg mig spærret inde og kunne ikke længere selv bestemme, hvad jeg skulle foretage mig i hjemmet. Jeg var lænket til computeren i helt afgrænsede tidsrum, og selv om der var pauser, var de for korte til, at jeg kunne bevæge mig ret langt væk. Det var ligesom en fodlænke. Jeg elsker mit hjem, men følelsen af, at jeg var nødt til at være her uden selv at kunne bestemme over min tid, var kvælende. I slutningen af perioden begyndte jeg at tage på skolen og undervise derfra nogle dage. Det gav en følelse af mere frihed.”

Jeg var altid hjemme. Min mand begyndte at savne at have huset lidt for sig selv, når han kom hjem fra arbejde. Jeg var der jo altid og havde brug for adspredelse og hans selskab, når han kom ind af døren. Samtidig var mit humør og energi ofte på et lavpunkt. Han havde nogle gange bare brug for ro og en pause efter en dag med travlhed og ekstra tanker om, hvordan man klarer sit daglige job med diverse restriktioner og ekstra forholdsregler. Det hjalp for os begge, at jeg begyndte, at tage lidt ud af huset sidst på eftermiddagen, så han kunne nyde lidt privat tid og stilhed.”

Disse bidrag blev tilføjet i maj, hvor samfundet langsomt åbnede mere og mere op. De er begge skrevet i datid og giver et indtryk af, at der ses tilbage på en hverdag under coronakrisen, som nu er ændret igen.

Ph.d.-studerende ved STAY HOME og IT Universitetet, Katja Pape de Neergaard.

I disse to citater bliver det tydeligt, at coronakrisen og det medfølgende hjemmearbejde, som nogen har haft, har påvirket oplevelsen af frihed og privatliv i hjemmet. Ph.d.-studerende ved IT Universitet, Katja Pape de Neergaard fremhæver her i relation til citaterne:

Det som er interessant ved begge disse citater er, at betydningen af rejserne ud af hjemmet pludselig bliver enormt tydelige. Det peger på, at vi ofte forstår hjemmet i kraft af kontrasten til dét, der er uden for hjemmet. Hjemmet er en tryg hule, fordi den bliver en form for beskyttelse fra omverdenen. Men når omverdenen rykker ind, og måske fylder rummet med eksterne forventninger omkring tid, produktivitet og præstationer, kan det blive kvælende. Det kan være rart at være alene i hjemmet, når det er en kontrast til det sociale liv udenfor, men man savner hurtigt adspredelse, hvis man er alene der hele dagen. 

Samtidig bringer begge citater både ideer om frihed og privatliv i spil, hvilket også siger noget om, at hjemmet hele tiden er flettet ind i spørgsmål om dette. Her udfordres dog især nogle gængse antagelser om, at hjemmet er et fristed, eller et sted man nødvendigvis finder privatliv. Hvad hjemmet grundlæggende er, om det er fri fra udefrakommende påvirkning eller er et sted, man finder privatliv, fremkommer altså dynamisk og afhængigt af de praksisser og bevægelser, der foregår i relation til hjemmet.

I sit ph.d-projekt på STAY HOME beskæftiger Katja sig med oplevelser af privathed og digitale teknologiers rolle i relation hertil. I ovenstående kommentar, kommer hun med interessante betragtninger om privatliv og frihed – eller mangel på samme – i hjemmet under coronakrisen. Desuden fremhæver hun, hvordan oplevelsen og forståelsen af hjem relaterer sig til praksisser og bevægelser i relation til hjemmet.

Jeres bidrag til vores opslagstavle inspirerer os til hele tiden at stille os selv nye spørgsmål og se ting fra forskellige perspektiver. Tak for det! Det er stadig muligt at bidrage til opslagstavlen her.