Stay Home

Som Co-PI understøtter Peter arkitektfagligheden og bidrager til samspillet med de andre fagligheder i STAY HOME som tværfagligt projekt. Desuden er han primær arkitektfaglig samtalepartner for adjunkt Nicholas Thomas Lee og sikrer det faglige miljø omkring Nicholas’ forsknings- og designprojekt.

Kan du starte med at fortælle lidt om dig selv og din baggrund som arkitekt og forsker? 

”Jeg er egentlig både arkitekt og arkitekturhistoriker. De to ting præger hinanden. Jeg leder kandidatprogrammet Spatial Design på det Kongelige Akademi, hvor vi på forskellig vis tager afsæt i interiøret som et bredt fænomen. Jeg synes, det er inspirerende at have en kunstnerisk praksis på Spatial Design ved siden af min praksis som arkitekturhistoriker og forsker. Jeg har i flere sammenhænge kunne hive noget af forskningen ind i undervisningen.

Som forsker er jeg en del af Centre for Privacy Studies, hvor vi undersøger, hvordan forestillingen om det private og privathed har udviklet sig i tidlig moderne tid. Det har jeg også brugt i undervisningen på Spatial Design og på akademiet i det hele taget. Når man eksempelvis taler med de studerende om boligen, er privathedsaspektet centralt, men samtidig viser vores forskning også, at grænsen mellem for eksempel det offentlige og det private langt fra er så entydig, som man skulle tro.

Undervisningen smitter også af på forskningen. Når jeg arbejder med arkitekturhistorie, så tænker jeg meget på at skulle formidle den til arkitekt- og designstuderende, som skal bruge denne viden i deres egen designpraksis og ude ved tegnebordene. Derfor fokuserer jeg måske mere på formprincipper, og på hvordan arkitekter og designere arbejder og har arbejdet historisk set, end en kunsthistoriker typisk ville gøre.”

Du er også en del af STAY HOME-projektet. Hvad er for dig det interessante ved STAY HOME?

”STAY HOME er lidt en udløber af Centre for Privacy Studies’ aktivitet. Hvor Centre for Privacy Studies blandt andet undersøger hjemmet i tidlig moderne tid: perioden 1500-1800, så tager STAY HOME-projektet fat i nutiden men diskuterer nogle af de samme problemstillinger: Hvad er hjemmets rolle overhovedet i vores tid? Her har netop coronakrisen på en måde vist os, at vores forestillinger om, hvad et hjem er eller var, måske ikke helt passer med den virkelighed, vi nu oplever.

Under coronakrisen har vi for eksempel set, hvordan hjemmet også bliver en arbejdsplads, en skole eller et hospital, og hvordan dét, vi egentlig troede, var et privat helle, hurtigt bliver et sted, som staten eller en offentlig sfære går ind og har nogle holdninger til: vi skal isolere os i hjemmet og bruge hjemmet som en vigtig brik i epidemibekæmpelsen. Så pludselig viser hjemmet, som vi måske troede var vores eget, sig at have langt mere med vores arbejde og med en offentlig sfære at gøre. Blandt andet af den grund synes jeg, at STAY HOME-projektet er rigtig interessant at være en del af.”

Ud fra din faglighed, hvordan ser du så, at coronakrisen har påvirket hjemmet? Og hvilken betydning har det for, hvordan vi bruger eller forstår hjemmet?

”Jeg tror, at coronakrisen har vist os, at den måde, vi organiserer vores hjem på i dag, er frygtelig konservativ. Vi tænker stadig boligen lidt på samme måde, som man gjorde i efterkrigstiden. Vi opererer for det første med et gammeldags familieideal som afsæt for stort set alt boligbyggeri i for eksempel København. Indtil for nylig skulle nye boliger i København være minimum 95 kvadratmeter for netop at tilgodese kernefamilien og for hermed at kunne bringe gode skatteydere til byen.

Vi arbejder i dag også ud fra et ideal om at skelne skarpt mellem en soveafdeling i boligen og nogle mere offentlige og fælles rum. Et ideal, som egentlig udspringer af det 19. århundrede, hvor man typisk i elitens hjem udskilte en privat del af hjemmet, hvor gæsterne ikke kom, fra en mere offentlig del, som man kunne vise frem. Det ideal fører vi egentlig stadigvæk med os uden at tænke over det. Det bliver til gengæld anfægtet i en coronatid, hvor man er nødt til at arbejde i for eksempel soveværelset, og hvor flere familiemedlemmer er nødt til at arbejde sammen.

En skarp funktionsopdeling, som vi så det i funktionalismens tidsalder, giver ikke længere helt mening. På en måde viser coronakrisen os, hvor konservativt vi hidtil har tænkt hjemmet. Jeg håber, det kan blive en anledning til, at vi måske tænker hjemmet på nogle nye måder rent arkitektonisk og rumligt.”

Hvad kunne det være for nogle nye måder?

”Det kunne måske være, at vi opgav en meget statisk funktionsopdeling af hjemmet, sådan som vi har set det i nutidigt boligbyggeri. Hvor soveværelser, der typisk er 10 kvadratmeter, kun kan bruges som soveværelser. De har kun én dør indtil et køkken-alrum, der kun kan bruges som køkken-alrum. På denne måde har man defineret og fastlåst ens handlemuligheder i forvejen. Man kunne for eksempel arbejde med at gøre nogle af soveværelserne større, så de også kunne blive en del af et fælles areal, eller derimod gøre sovepladserne endnu mindre – som de alkover, man for eksempel ser på Frilandsmuseet – så sovestedet får en anden karakter end at være et decideret soveværelse.

En anden måde er, at bruge døren som et mere aktivt formgivningselement, for eksempel have flere døre ind til et enkelt værelse, så rummene i en bolig bindes mere organisk sammen, end de gør nu. Det kunne også være ved hjælp af små designinterventioner at udvikle små situationer i boligen, der er mere generøse at være en del af. Det kunne være en vindueskarm, der bliver til en bænk eller en del af en lille altan. Altså arbejde med nogle muligheder, som udfordrer indretningsidealet, hvor du bare har en sofagruppe, et sofabord og to stole samt et spisebord med seks stole. Nogle steder i hjemmet kunne lægge op til en mere tvetydig brug.

Zonen mellem ude og inde kunne også gentænkes for eksempel ved hjælp af nye typer altaner eller vindueskarme. Vi er blevet mere opmærksomme på denne zone i kølvandet på coronakrisen, hvor vi har følt behov for at komme udenfor.

Fællesskabet kunne tænkes mere ind i boligbyggeriet og indretningen. Skal man i boligforeninger have flere fælles faciliteter, der kan bruges i forbindelse med hjemmearbejde? Møderum, man kunne booke sig ind på, fælles kopimaskiner eller fælles atelierer og arbejdsrum?

Måske kan vi på mange måder bruge coronakrisen som en anledning til at gentænke måden, vi bor på. Lidt ligesom man også gjorde i 70’erne, hvor man faktisk var mere eksperimenterende med boligbyggeriet i tæt-lav-bevægelsen, end man er i nutidens meget investorstyrede boligbyggeri.”

Og til sidst vil jeg spørge dig, hvordan har du selv oplevet det at skulle være meget hjemme?

”Det er tankevækkende. Jeg synes, for det første, det har været overraskende, hvor hurtigt jeg kunne tilpasse mig til en helt ny situation. Hvor hurtigt vi fik omstillet al undervisningen på Akademiets arkitekt- og designskoler til at være online, og hvor relativ nemt det var at skulle undervise hjemmefra.

Men jeg har så også opdaget, at der er noget, vi går glip af: Alle de uplanlagte møder, man har på en normal arbejdsplads. Møder, som i virkeligheden tit er den lim, der får tingene til at hænge sammen. Jeg tror, at mit liv er blevet mere opdelt i nogle afgrænsede verdener, hvor alt er kalendersat, og hvor der er mindre rum til improvisation. Det gør det sværere at udvikle nye projekter sammen med andre. Det har måske været nemt nok at køre eksisterende forløb, hvor man allerede lidt kender resultatet. Men det er blevet sværere at udvikle nye initiativer med nye mennesker.

Så synes jeg også som københavner, at adgangen til grønne områder, hvor man kan dyrke motion og gå ture, har vist sig helt afgørende for vores livskvalitet. Havnen med de mange nye broer og kvarterer er blevet et nyt åndehul”