Stay Home

BORGERPERSPEKTIV: På STAY HOME forsker vi i hjemmet, som er noget, alle har et forhold til eller erfaringer med. I en række interviews taler vi med borgere rundt omkring i landet om deres oplevelser i hjemmet under coronakrisen. Kom med indenfor og oplev forskellige hjem fra et borgerperspektiv.

Jeg ringer Ove op fra min hjemmearbejdsplads på Frederiksberg. Han tager telefonen fra sit hjem i Hurup i Thy. Jeg ringer for at aftale et tidspunkt, hvor jeg kan interviewe Ove over Zoom til denne måneds borgerperspektiv. Ove gør mig opmærksom på, at han ikke har brugt Zoom før og ikke bruger computer så ofte. Her hiver han mig ud af min Zoom-hverdag og gør det åbenlyse klart: ikke hos alle har Zoom fyldt meget i hverdagen under corona. De, der er pensionerede ligesom Ove eller af andre grunde ikke arbejder, og alle de der ikke arbejder hjemmefra såsom håndværkere, supermarkedspersonale, sundhedspersonale og landbrugere bruger ikke nødvendigvis Zoom flere gange om ugen. Dette bekræfter blot, at det rykker ved vores mere eller mindre bevidste antagelser og giver os nye indsigter, når vi går bag om statistikkerne om hjemmearbejde og hverdagen under corona og møder borgere i samtaler, om deres hverdag i hjemmet. Det er en hverdag, der kan tage sig ud på utallige måder. Ove og jeg aftaler, at vi gennemfører interviewet over telefon, og jeg går direkte til mit første spørgsmål:

Kan du fortælle mig lidt om dig selv?

”Ja. Jeg er 77 år. Jeg er født i Thy. Vi har haft et landbrug, der er ved at blive en slægtsgård efterhånden. Den har jeg haft i 40 år og har givet den videre til min datter og svigersøn. Jeg er så heldig, at jeg har et godt helbred, så jeg kommer der hver dag. Jeg kører derned kl. 05.00 hver dag, jeg har 8 km derned. Jeg bor i et hus i Hurup nu. Så det er jo heller ikke fordi, at coronaen sådan set har været slem for mig, for det er ikke gået ud over min daglige rytme i den forstand. Jeg har kunne køre derned og blande foder og gøre, som jeg plejer.

Det, der er forandret, det er fællesskabet, man ellers socialt har med andre. Det har jo været sat lidt på pause, må man sige.”

Hvad kunne det være for et fællesskab?

”Ja, nu har vi både noget med seniorklubben med landmænd, og vi har lidt med lidt forskellige. Min kone har tilknytning som frivillig på et plejehjem, hvor der er sociale arrangementer, men der må hun jo ikke rigtig komme. Det er da sikkert et savn for dem, men det er da også et savn for min kone. Men ellers er vi da ikke sådan helt voldsomt påvirket.

Selvfølgelig har vi syntes ligesom alle andre, at det har været en træls periode, og man ved ikke rigtig, hvornår man kan komme i gang med forskellige ting igen. Jeg synes, det var godt, at vi ikke fik at vide i starten, at det ville tage et år eller mere. Havde man fået at vide for et år siden, at der ville gå så lang tid, så var der nok mange, der var blevet slået helt ud.

Men vi har jo hinanden min kone og jeg. Hun er 73 år, og vi har været gift i snart 50 år. Det er da værre med dem, som går alene. Det har ikke været så voldsomt for os, synes jeg. Men det påvirker nok humøret lidt indimellem. Som sagt: min dag i dag har ikke ændret sig. Der er andre, der har lidt mere, end jeg har.”

Kan du fortælle mig om dit hjem?

”Det hjem, som jeg er opvokset i, det er lidt sådan et indremissionsk hjem, og min far han var borgmester, eller man kaldte det sogneformand, i næsten 30 år. Vi er fire søskende, og vi er alle sammen levende endnu. Jeg er den yngste. Vi er nok ikke så indremissionske mere, som mine forældre var. Vi hælder jo nok lidt til den side, og det har vi det godt med.”

Kan du beskrive det hjem, du bor i nu?

”Vi købte jo et dejligt hus her for 6 år siden. Som var sådan lidt eksklusivt må man nok sige. 245 kvadratmeter, så der er god plads til to mennesker. Men vi har fem børn, og med børnebørn kan vi godt være omkring 20 mennesker, når vi er samlet. Men vi har jo ikke rigtig været sammen mere end med den enkelte familie ad gangen her det seneste års tid.

Vi har jo telefon. Så vi har mest haft kontakt over telefonen. Men når der har været nogle ting eksempelvis til jul, så har vi haft familierne for sig. Så vi savner nok lidt det større fællesskab. Det gør vi. Ligesom alle andre. Vi håber, det bliver bedre.”

Hvad savner du mest at kunne gøre derhjemme?

”Jamen vi har jo egentlig en stor vennekreds forholdsvis. Har der været jubilæum eller fødselsdag, så har vi holdt det udenfor. Man må jo ikke være ret mange. Det er det, man savner, det store fællesskab. Men jeg vil ikke sige, at det sådan har påvirket os helt vildt negativt. Vi har levet med, at vi skal køre efter de her regler og overholde det, så godt vi kan. Men vi savner da fællesskabet, det gør vi da. Vi savner det med seniorklubben og nede på plejehjemmet. Vi har haft det godt med at kunne gøre en forskel og glæde andre med ting, vi har kunne sætte i scene. Og vi går ud fra at andre også har savnet os.”

Ove og jeg griner begge to, og jeg svarer ”Mon ikke?”. Han er hyggelig at snakke med, så jeg kan da kun forestille mig, at hans omgangskreds har savnet ham. Ove beskriver meget beskedent, at han savner det store fællesskab, men at der nok er andre, der har haft det værre end ham under coronakrisen. Han gentager flere gange, mens jeg snakker med ham, at corona ikke har påvirket ham så meget, og i den forbindelse fremhæver han, at han er glad for, at han bor sammen med sin kone:

Hvad har dit hjem betydet for dig under corona?

”Det har da betydet meget, at vi har et fælles hjem her, som jo ellers er meget åbent, men som har været lukket ned for andre på grund af det her. Men som sagt igen, det vil jeg slå fast, det har været utrolig dejligt, at vi har været to, så man ikke sidder alene og bliver ensom. Det, tror jeg, bestemt er værre. Det føler jeg. Vi har jo haft hinanden, så føler jeg ikke, det har været så galt, som det kunne have været. Jeg tror, det har været meget værre for mange andre. Det har ikke været for slemt for os, det vil jeg faktisk slutte med at sige.”

Er der nogen ændringer under corona, som du synes, har været positive?

”Nej, det kan jeg ikke sige, jeg synes, der har været. For mange har det gjort et indgreb i ting, de ellers ville have foretaget dem. Jeg kan ikke lige sige sådan for vores vedkommende, at det har været sådan så negativt. Jeg tænker nok mere på dem, som er alene og har været lidt låst inde på en måde. Vi har jo haft hinanden og har da også nogle venner, som vi har mødtes med stadigvæk, bare fire eller seks eller sådan noget.  Så det har ikke været helt vildt besværligt for os.

Og vi er så heldige, at vi kan køre ud og gå en tur i naturen. Helbredet er i orden. Så det er jo fantastisk, når man har den alder.”

Jeg lægger mærke til, at Ove mange gange bruger pronominet ’vi’, når han fortæller om sig selv og sit hjem. Det giver mig et indtryk af, at når han tænker på sit hjem, så tænker han på sin kone og sig selv sammen i hjemmet. Han henviser til hjemmet som et socialt sted i højere grad end et fysisk sted.

Afsluttende spørger jeg Ove, om han har mere at tilføje, hvortil han svarer:

”Så påvirket er jeg ikke af det. For havde jeg nu haft nogle oplevelser, som var rigtig negative, så ville jeg da fortælle dem, men det synes jeg ikke, jeg har.”

Jeg takker Ove for at dele ud af sine oplevelser og erfaringer fra sin hverdag i Hurup under coronakrisen. Jeg sidder tilbage og tænker på, at Ove har mindet mig om, dels at ikke alle er hjemmearbejdende Zoom-brugere i denne tid, og dels at corona påvirker hverdagen hos danske borgere på adskillige måder – og for Ove har det ikke været en kæmpe omvæltning af hverdagen i hans hjem i Hurup.

For STAY HOME-forskerne giver disse samtaler et blik ind bag statistikkerne om hjemmearbejde, trivsel og sommerhuskøb etc., mens de fastholder vores forståelse af hjemmet som et sted, et begreb og en erfaring, der på en gang er universel og individuel fra menneske til menneske.