Stay Home

Denne artikel er skrevet af forskere ved STAY HOME’s partnerprojekt Lockdown Reading

I tredje episode af Lockdown Readings podcast, fortæller læseren, Nanna, at hun i starten af den første nedlukning i foråret 2020 fik lyst til at læse bøger, der handlede om epidemier. Hun valgte José Saramagos ‘En fortælling om blindhed’ fra 1995, men blev overrasket over sin egen reaktion på at læse den: ”Det var en af de første bøger, jeg læste, hvor alting var lukket ned. Jeg syntes, den var totalt skræmmende at læse, fordi det var et samfund, der gik fuldstændig i opløsning i løbet af meget kort tid.”

Nanna er bestemt ikke den eneste, der har været tiltrukket af bøger om epidemier under covid-19, og hun er heller ikke den eneste, der er blevet skræmt af den spejling af sin egen situation, som hun mødte mellem siderne.

Litteraturen som spejl
En af hovedårsagerne til, at læserne har grebet ud efter bøger om pest, den spanske syge eller helt fiktive epidemier som Saramagos smittende blindhed, er, at de har kunnet identificere sig med roman-karakterernes situation. Når øjenvidnefortælleren i Albert Camus’ Pesten beretter om den følelse af eksil, som spreder sig blandt borgerne i den nedlukkede by, Oran, under et pestudbrud i 1940’erne, så kan den, der læser bogen under Covid-19, se sig selv i deres prøvelser.

Den engelske læser, Rebecca, udtalte, at Camus’ roman for hende satte hendes egen oplevelse med social afstand og karantæner i perspektiv: ”Det virker meget sammenligneligt, men måske lidt mere ekstremt end i dag. Bogen blev skrevet før moderne teknologi, og at læse om mennesker, der prøver at få breve frem til dem, de elsker […], det fik mig faktisk til at føle, at vi er heldige at have teknologi, der gør, at vi ikke har den slags problemer med at komme i kontakt med vores familier i den her tid.”

Selvom pestudbruddet i Camus’ roman er opdigtet, giver det alligevel Rebecca mulighed for at lære noget om den helt nye situation, hun befinder sig i under Covid-19. ’Pesten’ skaber et rum, hvori Rebecca kan se på sin egen situation fra en ny vinkel.

Fortællingens struktur giver nyt blik på pandemien
Den mulighed for identifikation, som litteraturen giver, kommer ikke ud af det blå. Den er afhængig af den måde, fortællingen er opbygget på; hvilken slags fortæller, der er tale om, og hvilke muligheder den opbygning giver læseren for at føle sig forbundet til romankaraktererne og deres univers.

Derfor er fiktion og den effekt den har på læseren helt afhængig af den tekst, der udgør den. Det handler om grammatik: Står der ”jeg” eller ”hun”? Er historien fortalt i nutid eller i datid? Er fortælleren troværdig? Svarene på de spørgsmål har afgørende betydning for, hvordan læseren forholder sig til den fortælling, der udfolder sig på bogens sider. Og i Camus’ ‘Pesten’ er det helt afgørende, at fortælleren ser tilbage på pestudbruddet i Oran i stedet for at fortælle den fra en position i midten af begivenhederne.

Datidsformen giver nemlig læseren mulighed for at forestille sig en tid, hvor hun kan fortælle historien om Covid-19 og de nedlukninger og restriktioner, virussen førte til, ligesom fortælleren i ‘Pesten’ kan se tilbage på historien om sygdommen, og hvad den gjorde ved hans medborgere. På den måde kan litteraturen virke som en måde at spole frem i tid på, til en tid efter Covid-19, som de fleste længes efter.

Dette blogindlæg er baseret på et paper givet af Amanda Grimsbo Roswall ved konferencen ‘Pandemic Perspectives 2021: Reflections on the Post-Covid World’ d. 20. april 2020, samt tredje episode af Lockdowns Readings podcast, som du kan høre her.