Stay Home

Forskerne ved Stay Home undersøger, hvad der sker med hjemmet som et fysisk, digitaliseret, socialt og eksistentielt fundament under coronakrisen - og bagefter.

Forfatter Jonas Eika: ”Litteraturen er en måde at have en samtale, selvom man ikke har nogen at tale med”

af 11. november 2020

Den danske forfatter Jonas Eika har ligesom mange andre haft mere tid til at læse i forbindelse med coronakrisen. Vi har spurgt ham, hvordan litteraturen har fyldt i hans liv under nedlukningens og restriktionernes tid.

Denne artikel er skrevet af forskere ved STAY HOMEs partnerprojekt Lockdown Reading.

Opslag med digte af Adrienne Rich i The Seagull Reader udgivet af W.W. Norton & Company.

Som det er gældende for de fleste forfattere, fylder læsning lige så meget Jonas Eikas liv som skrivning. Litteraturen er hans arbejde og fylder hans dage i en vekselvirkning mellem at fordøje og skabe tekst. Da vi spørger ham, om han har læst anderledes, end han plejer i forbindelse med coronakrisen, svarer han derfor tøvende: ”Jeg ved ikke, om jeg umiddelbart har læst anderledes, end jeg plejer, udover at jeg har haft mere tid.” Men på spørgsmålet om han har brugt den ekstra tid på mere læsning end normalt, svarer han resolut: ”Ja.”

Her ligner Eika andre læsende danskere, som i takt med øgede restriktioner og et dæmpet socialt liv uden for hjemmet siden nedlukningen d. 12. marts har brugt mere tid på at læse, end de plejer. Her taler både bibliotekernes udlånsdata, bestsellerlisterne og vores spørgeskemaundersøgelse deres tydelige sprog: Coronatid er læsetid. Spørgsmålet er bare, hvilke bøger danskerne har brugt deres forøgede læsetid på?

Poesi og politik
Den 29-årige forfatter hæfter sig ved, at han har læst mange digte: ”Specielt i starten af nedlukningen havde jeg lyst til at læse mere poesi.” Når han tænker tilbage på tiden lige efter nedlukningen, er det især de sociale forandringer, der dukker op i hans hukommelse. Eika mener, at hans lyst til at læse poesi havde noget med forsamlingsforbuddet at gøre – når han ikke kunne mødes med andre mennesker, kunne han føle sig talt til af digtenes stemmer.

Eika har især læst den amerikanske forfatter og feminist Adrienne Rich, som i sine digte benytter sig af flere stemmer, der fletter sig ind i hinanden i en dialog. Netop den form for litteratur fandt Eika betimelig i forbindelse med nedlukningen: ”Det var helt sikkert den henvendelse, jeg havde brug for.”

Eika er også selv gået poetisk til værks i mødet med coronakrisen. Han har nemlig lavet digte ud af Mette Frederiksens taler om coronakrisen fra diverse TV-transmitterede pressemøder. Eikas dialog med dansk politik er ikke en ny ting. Forfatteren er kendt for sit politiske engagement, som kom på alles læber, da han modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2019 for novellesamlingen Efter solen og i sin tale kritiserede den danske statsminister for regeringens behandling af afviste asylansøgere i Danmark.

Med sine cut up-digte lavet af citater fra Frederiksens taler under coronakrisen har Eika igen sat fokus på statsmagten og dens sprog. Han følte, at det var frustrerende hele tiden blot ”at tage imod sprog”, når han hørte statsministerens taler, og besluttede derfor at gøre noget med netop den oplevelse. Det blev der en række digte ud af, som han læste op online på invitation fra den selvstændige boghandler Det Lilla Rum.

I digtene stiller Eika skarpt på, hvad det var for et ”vi”, Frederiksen talte om til sine pressemøder. Det var et ”vi”, der skulle beskyttes mod coronasmitte, og som måske ikke inkluderede alle. Talernes informative og appellerende sprog bliver i Eikas hænder forvandlet til et mere prøvende netværk af ytringer, der på samme tid lyder som Frederiksens stemme og som en mulig kritik af den magt, hun repræsenterer. Eika indrømmer også, at netop hans kritiske tilgang til Frederiksen og hendes magt nok har været styrende for den måde, han har valgt at sætte citaterne fra talerne sammen på i sine digte.

Behov for nærhed
Når Eika vælger at læse og skrive digte i forbindelse med coronakrisen, har det især noget at gøre med det intime rum, som poesien skaber. Det er et rum, hvor han som læser kan føle en særlig nærhed til digtets stemme; en stemme, der adskiller sig væsentligt fra talens envejskommunikation: ”Poesiens sprog er netop det sprog, der ikke kan reduceres til ordrer eller til informationer, og som er meget tæt forbundet til den krop, der taler. Det er singulært på en anden måde.” Poesien kan give en nærhed, som er i underskud i et samfund med social afstand. Den kan give en nærhed til en anden bevidsthed og en anden krop, der taler.

I det hele taget er Eika optaget af, hvordan de restriktioner, regeringen har grebet til for at stoppe spredningen af coronavirus, påvirker den måde, vi er sammen på. Den sociale afstand har gjort, at vi lærer at omgås hinanden på andre måder end normalt, og det er en ændring, litteraturen ifølge Eika må tage seriøst. Han arbejder selv med fraværet af nærhed ved at skrive om omsorgsrelationer mellem mennesker: ”Jeg har tænkt mere på sårbarhed og omsorg i det hele taget. Det gjorde jeg også før det her, men det er blevet forstærket.”

For omsorg og sårbarhed er i Eikas øjne noget, der bliver påskønnet for lidt. Han ser coronakrisen som en mulighed for, at sårbarhed kan få større opmærksomhed – også som en positiv menneskelig egenskab: ”Man kunne håbe, at det kunne gøre sårbarhed til et mere fælles vilkår, end det er nu. Og man kunne håbe, at det ville betyde noget for, hvilken værdi det reproduktive arbejde har.”

Litteraturen som samtale
Eika skriver netop nu på sin kommende roman, og i den arbejder han med sårbarhed og omsorg, som den kommer til udtryk i forholdet mellem syge og dem, der våger over dem. Det er en historisk roman, som foregår i middelalderen, men med sin tematik er forbindelsen til i dag slående. For Eika handler det ikke kun om at beskrive, hvordan mennesker forholder sig til sygdommen, men mere om, hvordan sygdommen får mennesker til at forholde sig til hinanden. ”Det handler om at deltage i den andens smerte,” siger han med henvisning til middelalderens vovende nonner, som har fundet vej ind i hans skrift.

Og her er vi tæt på materien ved Eikas projekt som forfatter: Han vil beskrive menneskers relationer til hinanden og til samfundet – for at ændre dem. Eika gør med sine tekster det nære og intime politisk, og genforhandlingen af måden, vi er i relationer til andre mennesker, har han til fælles med coronavirussen: I tiden med coronavirus er samfundets indflydelse på vores nære relationer blevet tydelige.

Hvad kan litteraturen i en sådan tid? Ifølge Eika er svaret oplagt, ja, måske endda lidt banalt, bemærker han. Han smiler lidt undskyldende og fortsætter: ”Litteraturen er en utrolig god måde at føle, at man er i en slags samtale, selvom man ikke har nogen at tale med. Al litteratur er jo også i samtale med anden litteratur. Gennem den kan man opleve at møde en anden bevidsthed. Det er litteraturen nok den bedste kunstform til. Og behovet for det er sikkert stærkere, når man er isoleret.”

Blå bog

  • Jonas Eika er født i Aarhus i 1991 og uddannet fra Forfatterskolen i 2015
  • Eika debuterede debuterede med Huset, lageret, Marie Lindhardt & Ringhof i 2015
  • Han vandt i 2019 Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Efter solen, som blev udgivet på Basilisk i 2018
  • I øjeblikket arbejder Eika på en historisk roman