Stay Home

Forskerne ved Stay Home undersøger, hvad der sker med hjemmet som et fysisk, digitaliseret, socialt og eksistentielt fundament under coronakrisen - og bagefter.

Portræt: Post.doc. og adjunkt ved Arkitektskolen Nicholas Thomas Lee

af og 29. september 2020

Arkitekt Nicholas Thomas Lee ønsker med sin forskning at få arkitektur og boligindretning til at tale bedre sammen. Han håber at ændre den måde, vi omtaler og betragter vores boliger: Vi skal væk fra fokus på antal kvadratmeter og funktionsinddelte rum og i stedet tænke hjemmets indre som et landskab, beboerne skal tilegne sig. Det gælder også billige boformer som toværelseslejligheden.

Nicholas fremlægger sine metoder som arkitekt for STAY HOMEs forskergruppe.

 

Vil du starte med at fortælle mig om dig selv og din baggrund som forsker og arkitekt?

Jeg tog en bachelor i arkitektur i England og arbejdede derefter som arkitekt og møbeldesigner i fem år i London og i Frankrig. I den periode begyndte jeg at interessere mig for forskellene mellem møbeldesign og arkitektur.

Som møbeldesigner arbejder man med 1:1-modeller, og derfor får man en meget umiddelbar fornemmelse af møblets størrelse i forhold til menneskekroppen. Jeg blev fascineret af tanken om at gøre noget lignende som arkitekt. Kunne vi blive bedre til at tænke bygningens skala over for de kroppe, der bebor den?

Jeg forfulgte de spørgsmål videre på min kandidatuddannelse ved Arkitektskolen i København, hvor vi ud over at studere arkitektur arbejdede indgående med stoledesign. Da jeg blev færdig der, arbejdede jeg nogle år ved en tegnestue i København, underviste på Arkitektskolen og skrev så en ph.d.-afhandling, som blev færdig sidste år.

Du har kaldt din ph.d.-afhandling ’Dwellscape’. Hvad betyder det?

Titlen spiller på det engelske dwelling og landscape, altså bolig og landskab. Jeg ønskede at arbejde med boligens indre udformning som et hjemligt landskab, der skal komme beboerne i møde. Rummene skal ikke bare se pæne ud på plantegningen, de skal også være gode at bevæge og opholde sig i.

En meget stor del af de boliger der tegnes i dag, består af to typer rum: Nogle med en entydig funktion som f.eks. køkken, badeværelse eller soveværelse, og andre helt neutrale rum, som eksempelvis en stor åben stue. Man forsøger hele tiden at optimere antal kvadratmeter i stedet for at overveje, om et stort neutralt rum er godt at leve i.

Det er meget almindeligt som arkitekt, at ens arbejde tager udgangspunkt i en plantegning, og så tegner man en bygning ud fra det. Min ph.d. undersøgte alternative måder at arbejde på. Jeg forsøgte i stedet at starte med fysiske modeller, så jeg fik en fornemmelse af, hvordan rummene ville åbne sig for sine beboere. De huse jeg tegnede som en del af mit projekt, fik flere kroge og områder, der indbød til flere typer af aktivitet.

Er der noget af dette, du kan tage med videre I dit projekt ved STAY HOME?

I høj grad. Coronakrisen satte virkelig fokus på de problemer med vores hjem, jeg har arbejdet meget med. Under lockdown begyndte alle omkring mig at tale om boligindretning, fordi vi pludselig tilbragte så mange timer af vores liv i hjemmet.

Spørgsmålet om udformningen af hjemmets indre har ikke ellers fået så meget opmærksomhed fra arkitekter. Det er blevet anset som en opgave for indretningsdesignere. Med lockdown blev det meget mere håndgribeligt, at vi som arkitekter skal blive bedre til at medtænke boligens indre landskab fra begyndelsen af tegneprocessen.

STAY HOME giver mig mulighed for at arbejde videre med de her spørgsmål om menneskers måde at opleve hjemmets indre rum. Mit mål med projektet er bl.a. at få den her diskussion om hjemmets udformning ud til en bredere offentlighed. Jeg håber på at kunne lave en udstilling med 1:1-modeller, som jeg så kan få respons på fra de besøgende. Det ville virkelig være spændende, hvis erfaringen fra brugerne kunne blive integreret bedre i mit arbejde som arkitekt.

Grafik fra Nicholas’ ph.d.-afhandling ‘Dwellscape’.

Hvad tænker du om at skulle arbejde sammen med teologer, familiehistorikere og IT-sociologer de næste tre år? 

Arkitekter taler lidt for ofte kun med andre arkitekter om deres arbejde, og det er en skam. Samarbejdet med de her faggrupper i STAY HOME stiller nogle tiltrængte spørgsmål til min rolle som arkitekt.

De andre forskere på projektet indsamler erfaringer fra danske hjem under coronakrisen. Det resonerer virkelig godt med mit ønske som arkitekt om at få en bedre forståelse for, hvordan man bebor lejligheder og huse. Hvordan påvirker indretningen en families samliv eller beboernes følelser og kropslige fornemmelser? Den type viden vil have stor indflydelse på de boliger, jeg tegner.

Blandt forskerne er der også allerede dukket nogle virkelig spændende diskussioner op om, hvilke sociale grupper der har været ekstra presset under lockdown. Jeg er interesseret i at gentænke nogle af de mest udbredte boligformer, der ikke kun er for de rigeste. F.eks. kunne jeg tænke mig at give et nyt bud på den toværelses lejlighed, der er så udbredt i danske byer.

Hvordan har coronakrisen været for dig personligt?

Både min kæreste og jeg har arbejdet hjemmefra, og det har helt klart ændret mit syn på vores lejlighed. Vi har en stor åben stue, som vi begge har siddet og arbejdet i, og det er altså ikke særligt smart med Zoom-møder og andre forstyrrelser.

Ellers har jeg som mange andre oplevet et ønske om at kunne komme mere ud i naturen. Den her nedlukning får mig til at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor vi bor så tæt inde i byerne i stedet for at søge ud på landet, hvor der er mere luft og plads.

I det hele taget har jeg haft udlængsel, hvilket bl.a. har gjort, at jeg har brugt mange timer i min vindueskarm. Den er sådan et overgangsrum, jeg er optaget af som arkitekt: Jeg er i mit hjem, men jeg følger også med i livet på gaden. De her overgange fra boligens indre landskab til verden uden for, hvad betyder de for os som beboere? Det fortjener mere opmærksomhed, når vi bygger boliger i fremtiden.