Stay Home

Forskerne ved Stay Home undersøger, hvad der sker med hjemmet som et fysisk, digitaliseret, socialt og eksistentielt fundament under coronakrisen - og bagefter.

Portræt: Professor i kirkehistorie og centerleder Mette Birkedal Bruun

af og 10. september 2020

Hvordan går man fra at forske i middelaldermunkenes liv til at lede et aktuelt projekt om coronakrisen? Hvad kan vi lære af historien, og hvordan arbejder vi sammen på tværs af discipliner? I dette interview fortæller projektleder Mette Birkedal Bruun om sig selv og sine mål med STAY HOME.

Mette Birkedal Bruun er tilbage på sit kontor på universitetet efter første nedlukningsrunde.

 

Vil du ikke starte med at fortælle om dig selv – hvad beskæftiger du dig med som kirkehistoriker, og hvordan er du endt som forskningsleder af et projekt om hjemmet under Coronakrisen og bagefter?

Jeg forsker i folk, der trækker sig tilbage fra verden af religiøse grunde i forskellige historiske sammenhænge. Særligt har jeg interesseret mig for munke og den måde, de etablerer en hel livsverden uden for det gængse samfund, hvor de har en bestemt arkitektur, en bestemt måde at være klædt på, en bestemt døgnrytme, bestemte trosforestillinger og bestemte måder at skrive historie på. Hele denne livsverden er bygget op, så den understøtter tilbagetrækningen fra det omgivende samfund.

Samtidig har jeg været optaget af religiøse praksisser, der foregår i hjemmet. Her drejer det sig måske bare om for en kortere stund at trække sig tilbage på sit kammer eller ind i sig selv. Bevægelsen er alligevel den samme. Man laver en form for afstand enten fysisk eller mentalt mellem sig selv og sin omverden. Det er blandt andet de historiske måder, den type afstand er blevet etableret på, vi arbejder med ved Centre for Privacy Studies.

STAY HOME opstod for det første ud af en overvejelse af coronakrisens akutte krav til hjemmet: Det var tydeligt, at her blev der lagt pres på vores grænser for det private og på hjemmets ressourcer på en måde, der ville blive virkelig kritisk for mange borgere, både eksistentielt, materielt og socialt.

For det andet fik krisen mig også til at tænke på videnskabens rolle i vores samfund. Lægevidenskaben og samfundsvidenskaben har jo fra krisens begyndelse været åbenlys vigtig, og så måtte jeg spørge mig selv, hvad min egen faglighed kunne byde ind med. Min forskningsbaggrund gjorde det oplagt at kigge nærmere på den vigtigste ramme om livet under lockdown, nemlig hjemmet, og indsamle og analysere alle de nye erfaringer og al den nye viden, vi alle sammen indhenter lige nu, så det kan komme os til nytte i fremtiden.

Hvordan griber man så som forsker et emne som hjemmet an? Det kan jo være en lidt uhåndgribelig størrelse – hvilke metoder bruger I til at forske i det?

Folk har jo vidt forskellige opfattelser af, hvad et hjem er. For nogen er hjemmet er et trygt sted, men for nogle mennesker er hjemmet er ret utrygt. En del af projektet kommer til at handle om at indkredse de mange forskellige måder, noget kan være et hjem på. Det kan være de fysiske rammer, men det kan jo også være vores følelse af hjem eller bestemte aktiviteter eller sammenhænge, man oplever som hjemlige.

Vores metoder i projektet er en kombination af flere ting. På den ene side indsamler vi selv materiale og er med til at dokumentere danskernes oplevelse af hjemmet under krisen. På den anden side har vi fået mulighed for at koble os på andre projekter, der har indsamlet data siden april.

Vores forskere analyserer så de indsamlede data fra en række forskellige vinkler. STAY HOME er et tværfagligt projekt med arkitekter, teknologi-sociologer, familiehistorikere og teologer. Den her sammensatte forskningsgruppe skal studere erfaringen af hjemmet under coronakrisen, som den ser ud fra deres forskellige discipliner.

Målet er så, at deres analyser skal holdes sammen og filtreres, så vi får en indsigt i, hvad fremtidens gode hjem kan være. Vi mener, at coronakrisen synliggør hjemmets rammer og funktioner på en afgørende ny måde, og det kan vi lære noget af, hvis vi formår at belyse krisesituationen fra forskellige vinkler.

Mette Birkedal Bruuns forsker i de måder, historien kan være relevant for aktuelle problemstillinger som hjemmets rolle i samfundet.

Til daglig er du leder af PRIVACY, som er et stort grundforskningscenter. Vil du ikke fortælle om den forskning, du og dine kolleger bedriver der, og hvordan den er forbundet med STAY HOME?

Centre for Privacy Studies er et historisk grundforskningscenter, hvor vi forsker i det private i perioden 1500-1800. Det omfatter arkitekturhistorikere, retshistorikere, kirkehistorikere, socialhistorikere og idéhistorikere. Præmissen for centret er, at hvis vi studerer spørgsmålet om det private historisk, så bliver vi også bedre til at forstå de presserende problemer, der melder sig på området i dag.

Den tanke er også bærende i STAY HOME. Her vil forskningen i den nutidige krise blive sat i dialog med de analyser af hjemmet, som historikerne ved PRIVACY har foretaget. Historien giver os et fugleperspektiv på den måde forskellige samfundsfaktorer spiller sammen på. Når vi ser på et fænomen som f.eks. hjemmet i et historisk lys, får vi øje på nogle sammenhænge, som vi ikke nødvendigvis kan se, når vi står midt i dem. På den måde kan noget ret nørdet historieforskning blive relevant, hvis vi vil forstå aktuelle temaer.

Hvad håber du så, bliver resultatet af de næste tre års forskning på STAY HOME?

Der er mange forskellige ting, jeg håber på at få ud af projektet. På den ene side håber jeg rent metodisk at lære nyt om tværfaglig forskning. Hvordan får vi vores faglige forskelligheder i spil på en hensigtsmæssig måde samtidig med, vi etablerer en fælles platform at forske ud fra. Verden er jo en blanding af mange forskellige ting, og hvis vi vil forstå hvad det vil sige at være menneske i denne meget sammensatte verden, må vi jo gå til arbejdet med en blanding af tilgange, der kan gribe flere forskellige sider af livet og f.eks. se på sammenhænge mellem teknologi og eksistensforståelse eller mellem rum og sociale dynamikker.

Derudover vil jeg gerne udvikle nye måder at få vores forskning ud i nogle bredere sammenhænge. Et forskningsprojekt som STAY HOME skal selvfølgelig kunne udføre virkelig dybdegående analyser, men samtidig er det afgørende, at vi kommer i spil uden for universitetet. Netop fordi vores emne er hjemmet, som er alle jo har et forhold til. Vi vil virkelig gerne i dialog med folk vidt og bredt, som forhåbentligt kan lære os noget om, hvad hjemmet er for dem, og hvordan de har oplevet det under krisen. På den måde vil vi prøve at få en tættere kobling i stand mellem samfundet og vores konkrete forskningssituation.

Her til sidst er jeg lidt nysgerrig: Hvordan har Coronakrisen været for dig personligt? Er du god til at arbejde hjemmefra, eller har du haft udlængsel under karantænen?

Jeg har voksne børn, så jeg har været meget privilegeret ift. at kunne arbejde uforstyrret derhjemme. Den største udfordring for mig, men samtidig også den erfaring, der gav mig skubbet til at gå i gang med STAY HOME, var det mærkelige vindue, der pludselig opstod omkring vores computerskærme.

Computerskærmen blev på en måde et ret voldsomt vindue i forhold til vores establerede zoner. Jeg har mange forskellige zoner omkring mit hjem, inden jeg kommer på arbejde. Jeg skal ud og cykle og igennem alle mulige overgange. Under corona blev de zoner pludselig klappet sammen, og der opstod en meget umiddelbar forbindelse. I det ene øjeblik stod jeg i mit køkken i nattøj, og i det næste sad jeg til et dybt alvorligt møde med min chef, som på en måde også var lidt inde i min stue. Mange har sikkert lignende erfaringer.

Det var en udfordring, og jeg tror, de fleste af os blev trætte på nye måder af kun at arbejde og mødes digitalt. Samtidig var det jo også forskningsmæssigt interessant. Der ligger en indsigt i at få sat den form for spot på de tærskler og strukturer, vi normalt bruger til at få styr på vores liv. Hvor er vi henne i løbet af en dag, hvilke konkrete og mentale zoner krydser vi undervejs, hvornår er vi i joggingtøj, og hvornår har vi slips på? Det var den slags spørgsmål, der fik mig til at tage initiativ til STAY HOME.